Venedig har en særlig plads i mit hjerte. I forbindelse med biennaler og store udstillinger har jeg været i La Serenissima – den smukkeste og mest ophøjede by – mange gange, og selv om Goethe erklærede, at i Paradis arbejder man da ikke, så har jeg gjort netop det.
Man arbejdet er undertiden også gået ud på at se på vandet i kanalerne, de små pladser med de gamle brønde, paladserne og kirkerne – og en af de kirker, jeg gerne prøver at nå at se, er Frari. I Santa Maria Gloriosa dei Frari hænger Tizians vidunderlig altertavle fra 1518.
Billedet gengiver et kendt bibelsk sceneri. Jomfru Maria, Jesu mor, stiger til himmels. I bunden af billedet står disciplene og bevidner eksalterede opstigningen, og linjer i kompositionen antyder, at der er skabt en forbindelse mellem tilværelsen på Jorden og efterlivet i Himlen.
På en koloristisk glødende og ophøjet baggrund af et overjordisk lys svæver Maria op mod Gud, der residerer som en gammel mand i Himlen.
Men det afgørende nye i forhold til andre gengivelser af en tilsvarende opstilling (disciplene i bunden, Gud for oven og Maria svævende mellem dem) er, at Tizian har malet Jomfru Maria som en smuk, jordisk, sanselig kvinde klædt i en farvestærk rød kjortel.
I tidligere malerier med samme motiv er Maria ofte gengivet mere afdæmpet og statisk som en figur fra det mytologiske galleri. Hos Tizian er hun på langt mere overbevisende vis individualiseret, og hendes ansigt er ophøjet til ekstase over det, der er ved at ske. Hun er mennesket i centrum i den erkendelsesmæssige rejse, mennesket begynder, da det så at sige bliver genfødt i renæssancen med en tro på, at alt ikke er forudbestemt, men at tilværelsen rummer mulighed for social mobilitet og for… frihed.
Gud er stadig i sin himmel, og han er skaberen af livet, men renæssancen giver mennesket en ny, mere selvstændig rolle i livet.
Der er endnu et par århundreder til, at Gud bliver erklæret for død eller i det mindste fraværende og siden eksileret til et sted i tiden før The Big Bang. Århundreder med krige mere frygtelige end nogen i Venedig i 1500-tallet kunne forestille sig, og republikkens magthavere var ellers ikke sarte med deres midler til at holde undersåtterne i stram snor. Men billedet rummer et løfte om både frelse for den enkelte og håb om frigørelse.
»Marias himmelfart«, der er malet på træ, er placeret i en stor marmorramme bag højalteret i apsis. Fra billedet er der en ti-12 m til det sted, hvorfra de fleste ser værket, og det hører med til historien, at kirken i århundreder primært har været oplyst af dagslyset – og altertavlen så alligevel har den styrke, at billedet rammer betragteren med sin skønhed.
Det skyldes både den monumentale komposition og så Tizians eminente farvesans. Den deler han med andre malere fra Venedigs kunstneriske storhedstid, og nogle mener, at farvestyrken i venetiansk maleri skyldes byens tætte forbindelse med Konstantinopel og den stærke byzantinske tradition med forkærlighed for mosaikarbejder i klare farver. Men måske kan man også pege på, at Venedig er opført på vand, og at lyset af samme grund ofte forekommer klarere og stærkere. I hvert fald er farven et af Tizians sikre greb. Han bruger den til at give sine billeder større varme og fylde, og når Tizian arbejder med blå og rød, kan han gøre det med en sådan intensitet, at man kan blive helt overvældet og bevæget. Uanset hvor cool man ellers er.
Munkene var ikke udelt begejstrede.
Så var disciplene for store i billedet, så var Maria for kødelig. Men nogen skar igennem, og hvis det ikke kunne hænge i Frari, var der tilbud om, at det kunne få en placering i en anden kirke.
Set fra et jordisk perspektiv havde Maria en frygtelig skæbne. Hun måtte ved Korsets fod overvære sit barns død. Undfangelsen var ubesmittet – det var Helligånden, der kom Josef i forkøbet – og det betød, at Maria ikke var belastet af arvesynden men kunne stige til himmels uden at afvente Dommedag.
Trods sin familiære betydning er hun ikke videre velbeskrevet i Bibelen – men navnlig i middelalderen bredte Marialegenderne sig med Mariasange ved brudesengen og Mariabønner ved barselssengen. I den protestantiske kirke er Maria anerkendt som Guds moder – men i den katolske indtager hun en større rolle. Man kan for eksempel bede til hende om at gå i forbøn.
Tizian fik et langt liv. Han døde den 27. august 1576. Men vi ved ikke præcis, hvor gammel han blev, for det er uklart, hvornår han er født. I 1490 eller 1488? Eller midt imellem?
Giorgio Vasari, der i midten af det 16. århundrede skrev en bog om tidens store malere og arkitekter og som havde truffet Tizian, mente endda, at Tiziano kom til verden allerede i 1480. Og at den opvakte unge mand i en alder af ti år blev sendt de cirka 110 km fra fødebyen Cadore nord for Venedig til La Serenissima. Bystaten Venedig var et magtfuldt handelscentrum og et sted, hvor kunst blev værdsat. Der var mange opgaver til malere og billedhuggere, der udsmykkede magtens bygninger.
Snart bliver Tizian elev af Giovanni Bellini, der var Venedig førende maler. Tizian lærer af sin mester og er i en periode påvirket af sin kollega, Giorgione, men udvikler snart sin egen, meget levende malemåde, der danner skole og gør ham til først én af Venedigs store malere på den tid og så den største. Allerede i 1513 får han en af de helt store, prestigegivende opgaver i Venedig: Som den yngste af en kreds af malere skal han udføre et billede til Det Store Råds Sal i Palazzo Ducale, Dogepaladset, der var lagunebyens politiske magtcentrum.
’
Efter det voksede Tizians berømmelse ud over Venedigs kyster og besiddelser, og gennem 1500-tallet blev malerfyrsten fra Venedig en efterspurgt portrætmaler ved adskillige af Europas hoffer. Ved at udødeliggøre dem i forhold til historien, opnåede han selv udødelighed i forhold til kunsthistorien.
Selv døde han under af en af de store epidemier, der ved flere lejligheder ramte Venedig og ofte resulterede i, at indbyggerne opførte nye, prægtige kirker som tak for, at lidelserne var overstået. Fornemme arkitektoniske eksempler er Redentore på Giudecca og Salutekirken ved den ene ende af Canal Grande over for Markuspladsen.
Tizian er ikke begravet i Frari. Men hans hvide gravmæle rejser sig som et isbjerg op ad en af kirkens vægge. Længe efter hans død blev der i begyndelsen af 1800-tallet skabt et gravmæle til kirken af selveste Canova, en af Europas store billedhuggere, ligesom Thorvaldsen, men det blev siden flyttet til Museo Corre og afløst af et noget større mausoleum af Luigi og Pietro Zandomenegli med gengivelse af nogle af hans mest kendte værker med »Marias himmelfart« placeret i midten.