Der er stadig kunstnere, man ikke nødvendigvis kender. Heller ikke selv om de er betydningsfulde i et af landene i nærheden. Kunstforeningen viste en udstilling med Konrad Mägis gådefulde maleri.
Konrad Mägi er en af den slags billedkunstnere, der maler landskaber, man kan fortabe sig i og måske endda fare vild i dem. Det er Mägi ikke ene om, men der er en ekstra dimension i den estiskfødte malers billeder. Landskaberne er gådefulde og fortryllede. Himlene gengivet i malerierne kan sitre af en slags panteistisk livsopfattelse og i glimt minde om besjælede, mønsteragtige flader i billeder malet af Munch eller van Gogh.
Født i 1878 og død 46 år senere var det ikke et langt liv, der blev Konrad Mägi til del. Skolegang var ikke noget, han i videre omfang brugte sin tid på, men han var optaget af sport og teater, og i 1903 flytter Mägi til Sankt Petersborg for at gå på kunstskole. Det er imidlertid først i 1906, han maler sine tidligste billeder. Det sker i kunstnerkolonien Önnigeby, der var blevet oprettet ti år tidligere. Mange steder i Europa blev der i sidste halvdel af 1800-tallet etableret kolonier, hvor malere om sommeren opholdt sig for at arbejde i fri luft, måske finde salgbare pittoreske motiver blandt lokalbefolkningen og da også – hip, hip hurra! – fejre deres kunstneriske fællesskab. Senere samme år tager Mägi til Helsinki for at videreuddanne sig og så til Paris, København og Oslo.
Det er på dette tidspunkt, Konrad Mägi træder frem på scenen som den vedkommende maler, han er. I en snes år stadfæster han for alvor sit ry og modtager anerkendelse med eksempelvis udstillinger i Paris, der indiskutabelt var Europas førende kunstby, og salg af officiel karakter til blandt andet det planlagte kunstmuseum i Tallin. Selv om han forsøger at give indtryk af det modsatte, bliver han en velhavende mand. Men det er så også i 1920erne, det begynder at gå galt for ham. Han rejser godt nok i 1922 til Capri for at finde fred, som det hedder i katalogets tidslinje. Hans sidste år bliver imidlertid præget af hospitalsindlæggelser, og da han begynder at destruere sine egne billeder, får hans husvært ham den 28. maj indlagt, og som sommeren går på hæld, dør han.
Konrad Mägis sørgelig livsslutning synes at stå i kontrast til hans maleriers vitalitet. Rundt i Kunstforeningens udstilling kunne man få et indtryk af, at Konrad Mägi selvfølgelig er fortrolig med sin samtids hastigt skiftende ismer. Da Mägi endnu kun er en ung maler, var europæisk kunst i voldsom forandring. Man skulle være skarp for at holde styr på, hvad der var en vogue dette eller hint efterår, men med sine regelmæssige ophold og udstillinger i Paris har Mägi givetvis holdt sig ajour og måske plukket lidt overordnet inspiration her og der og måske mest tydeligt fra nogle af de symbolistiske strømninger og så hele den vilde fauvistiske farveglæde, der kendetegnede tidens franske maleri, ligesom han i en række billeder anvender en pointillistisk teknik for at frembringe denne vibrerende stemning i billederne, som var landskabet en stor, sammenhængende organisme. Og så er det, som om det har betydet mindre, når han malede sin landskabsbilleder i atelieret. Så er det ham og lærredet og erindringen om landskabet, der til syvende og sidst er det eneste, der afgør sagen.
Sagen er landskabet, og over landskabet hvælver sig en nærmest flydende himmel. Med tiden antager landskabet en stadig mere selvlysende karakter af stærke farver, der måske ikke har meget med den banale naturalistiske virkelighed at gøre men alligevel rummer en sandhed om en overvældende oplevelse af landskabet. Det kan også gælde byerne. Under en af sine mange rejser besøger Mägi blandt andet Venedig, der ud fra en ædruelig betragtning synes at hvile i sit eget maleriske forfald. Men hos Mägi træder huse og broer sært pågående og kulisseagtige frem, som om man bevægede sig ind i en film eller havde fået rigeligt af den rustikke vin til frokost en meget varm solskinsdag. Mägi er sådan en stemningsmaler.
Man kunne tro, at Konrad Mägi befandt sig fint i kontinentets hektiske liv; måske som en del af de muntre kunstnersammenkomster på parisiske cafeer og andre steder, der ofte forbindelse med det glade og frie bohemeliv. Men nej og tværtimod. Byen for Mägi er et skræmmende sted, hvor han kun opholder sig, fordi det er hans arbejde som kunstner at være velorienteret. Det er tilbage i isolationen nordpå i tyndtbefolkede egne, han er produktiv. Det er der, han maler landskabet. I landskabet. Som erindringer forstærket af hans sind. Det er der, landskaberne bliver gådefulde og koloristisk spændstige.
Konrad Mägi kan nok rubriceres som tilhørende europæisk modernisme i bred forstand. Han var med i en forening, hvis motto var Lad os forblive estere men lad os også blive europæere, og det var det, han praktiserede. Han holdt fast i et udtryk rundet af en livslang iagttagelse af landskabet og af himlen tilsyneladende allerede rodfæstet i barndommen. Det giver hans værk en personlig nordisk tone trods de krasse farvestrømme i hans billeder, og det hører med til historien, at Konrad Mägi blandt andet ved at være med til at stifte et kunstakademi, Pallas, og virke som dens første rektor får en stor betydning for estisk kunst i det 20. århundrede.
