Disko Bay er et nyere forlag, der har specialiseret sig i at udgive bøger af billedkunstnere, der arbejder med fotografi. Seneste udgivelse har billeder af skyer som motiv.
Vi tager varsler af himlen. Hvad siger vejret om høsten? Hvad fortæller himmellegemernes bevægelse om universets lovmæssigheder eller gudernes betydning? Hvad forestiller skyerne, der langsomt eller hastigt bevæger sig henover os? Nok er skyernes udformning tilfældig – men vi vil gerne se figurer og søger at genkende noget fra vores begrebsverden.
Kigge på skyerne har vi gjort siden de tidligste tider. Stirret på himlen, måske især ved nattetide, for at tolke tilværelsen – og er vi i grunden blevet så meget klogere, for nu at citere et retorisk spørgsmål fra en viis mand i Herning: Ingvar Cronhammar.
Nej, og det er så derfor, vi bliver ved med at kigge på himlen og se på skyerne. Så vidt, vi ved, er himlen blå, men i Danmark er den ofte grå, som netop nu, mens jeg skriver et par ord om en bog, der kom med posten fra Disko Bay. Forlaget er stiftet i 2018 og udmærker sig ved at udgive fotobøger. Ikke store og prægtige men små og enkle. Stor respekt for den indsats!
Seneste udgivelse er en bog af Juan Hein, der blandt adskilligt andet arbejder på en fortløbende serie af nogle foruroligende billeder forestillende høje master, der bruges til transmission af… noget. Måske blot elektricitet eller mobilsignaler. Måske noget andet. De er synlige symboler på noget, der er usynligt for det blotte øje.
Det er skyerne ikke, hvad enten de nu er dannet af fortætning af vanddråber, eller de er det synlige bevis for eksplosioner og bomber. Atombomber eventuelt. Som dem der blev kastet over to japanske storbyer i 1940 og lige siden på den ene side har udgjort en del af magtbalancen mellem de to daværende supermagter, og på den anden har været en kilde til frygt for udslettelse. Efterkrigstidens store kunstnere som ikke mindst Palle Nielsen levede – som det hed – i paddehattens skygge. Måske er atombomben gledet i baggrunden i vores bevidsthed, fordi vi fortrænger den for ikke at blive sindssyge. Derfor er det vigtigt at blive mindet om den – og det er det, Juan Heins bog, Clouds and Bombs, gør.
Det er for så vidt et ganske enkelt greb, Juan Hein (født 1971) arbejder med i sin bog. Han viser billeder af skyer og af skyen efter atombombesprængninger. Pointen er også ligetil. De ligner hinanden. Desværre er de vidt forskellige. Paddehatteskyen er et symbol på død og ødelæggelse. Skyerne over os – om de så er grå og melede som nu eller ligner noget fra en sommersøndag ude på landet i guldalderen – er en del af det økosystem, der betyder, at der er liv på Jorden. Endnu.
For det er måske det etiske spørgsmål, Juan Heins Clouds and Bombs rejser: Forpligtelsen til at passe på den klode, der bevæger sig om Solen i en lige tilpas komfortabel afstand til at opretholde en mangfoldighed af liv; hvad enten det nu er opstået som en del af en guddommelig plan eller ved en tilfældighed. Bogen, der koster 230 kr., har efterskrift af Trine Roos. Overskriften til denne tekst er lånt fra Bo Green Jensens digt Venter på Enola Gay fra samlingen Mondo Sinistro (1983). Enola Gay var navnet på flyet, der kastede bomben over Hiroshima 6. august 1940.