Gennem mange år var blev Gertrud Købke Sutton kaldt dansk kunsts førstedame. Nu har hun forladt kunstlivet. 99 år gammel.
Gertrud Købke Sutton var et dejligt menneske og en indsigtsfuld iagttager af kunstlivet som anmelder ved først Weekendavisen og gennem to årtier Information.
Det var en dyd for Gertrud at skrive formidlende, så hun åbnede andres øjne for sine iagttagelser. I de seneste mange år var det ikke mindst land art, der lå hende på sinde. Også ud fra et eksistentielt engagement. Gertrud Købke var medstifter af TICON på Langeland og skrev blandt andet en bog om Mikael Hansen.
Andre bøger fortalte om Erik Hoppe og Jens Søndergaard – og så havde Morandi også en særlig plads i Gertrud Købke Suttons hjerte og hjerne – og iagttagelserne blev til en fin og velskrevet bog, der udkom første gang i 1969 og blev genudgivet i 2002.
Gertrud Købke Sutton besøgte Giorgio Morandi i midten af 1950erne, og et af bogens første kapitler er en meget smuk beskrivelse af Morandis atelier og det lille hjem med søstrene og en fortryllende altmodisch omstændelighed i omgangen mellem mennesker. I det hele taget har forfatteren en evne til at trænge ind i tingene og sanse dem, som det fremgår af dette lille uddrag af en beskrivelse af et maleri: »Yderst til højre står en grårosa fyldt flaske, vidunderligt blødt malet, fuld af kærlighed til formen og farven. Så gaber sukkerdåsen, fedt brun og på skrå, og derefter kommer et chok af en citrongul, kantet flakon, så skamløst gul og så iskold, at kobberet i dåse og kande bag den kommer til at gløde som ild…«.
Gertrud traf jeg for en del år siden i Kunstkritikerforeningen, hvis formand hun var i en længere periode. Siden besøgte jeg hende af og til. Hun var ferm til blande en gin-tonic, men hun havde som yngre også boet i England i en årrække. I de senere år ebbede kontakten ud – så travlt vi alle har – men jeg ved, at hun blandt andet arbejdede på sine erindringer. Det havde været interessant og vedkommende læsning.