Per Kirkeby fyldte meget i dansk kunst og gør det stadigvæk, hvilket også understreges af Louisianas monumentalt præsenterede og konceptuelt sammenhængende udstilling sommeren 2020. Kirkeby døde den 9. maj 2018 – og her er en let reviderede gengivelse af min nekrolog til Berlingske.
Med Per Kirkebys død – 79 år gammel – mistede Danmark en af vor tids største billedkunstnere, der også opnåede anerkendelse i udlandet og er repræsenteret på adskillige af den vestlige verdens store museer.
Per Kirkeby kunne øjensynlig det hele. Hans talent rakte ikke blot til klassiske billedkunstneriske felter som skulptur, maleri og grafik. Han skrev bøger om andre kunstnere, skabte scenografi, var en fin lyriker og bidrog med sine – umiddelbart meget mærkværdige – film til avantgardetraditionen.
Som et ægte barn af den sprudlende side af 1960erne, dengang uskylden ikke var taget, fremtiden var lys, og the sky was the limit, følte Per Kirkeby nærmest fra begyndelsen af sit liv som kunstner det som noget ganske naturligt at bevæge sig i alle retninger og boltre sig i flere genrer, udtryk og kunstarter end de fleste andre. Denne lyst til at ville det hele behøver ikke i sig selv føre til noget lykkeligt resultat, men hos Kirkeby gjorde det – og der var en indre sammenhæng i værket:
De tidlige skulpturelle eksperimenter i Eks-Skole-tidens anarkistiske dage ledte naturligt frem til såvel Kirkebys murstens- som bronzeskulpturer. De – især da de røde murstensskulpturer – hænger blandt meget andet sammen med Kirkebys interesse for og eksperimenter med arkitektur.
Arkitektoniske former – ikke mindst ruinfragmenter – optræder hyppigt i Kirkebys maleri, som samtidig er fyldt af den naturfornemmelse, man ligeledes finder i bronzeskulpturerne og som intenst og i udpræget grad også er til stede i de melankolske murstensskulpturer, han rejste kilometer af over det ganske kontinent.
Kirkeby læste geologi ved Københavns Universitet, samtidig med at han blev fascineret af de mærkværdige ting, der foregik i 1960ernes ganske små, københavnske avantgardemiljøer.
Og geologiens mildest talt langstrakte perspektiv har præget hans tænkning og ledt frem til opfattelsen af, at naturen hverken er ond eller god. Den er der bare. Når det i vore dage går så galt både i maleriet og i almenmenneskelig forestilling af natur, så skyldes det, at vi er tilbøjelige til at lægge værdiladede begreber ind i naturopfattelsen:
Natur er en god ting. Grønt er godt for øjnene. Økologi er politisk korrekt. Landskaber er pæne. Nogle dyr er søde, og som man kan se i de lige så populære som talrige naturudsendelser i TV, er de også meget menneskelige, når det kommer til stykket.
Natur er natur, mente Kirkeby og malede frejdigt storladne, gerne grønlige lærreder, hvor man aner træstammerne og forstår, at bag dem lurer døden. Som årene gik, blev den religiøse symbolik – eksempelvis henvisning til korset og manden der ved en særlig begivenhed for 2000 år siden på Golgata blev fæstnet til det – stadig tydeligere, men i billederne genfinder man også tegn og figurer, der henviser til geologiske formationer og landskabets mønstre. Tro og videnskab var ikke modsætninger i Kirkebys tænkning.
Pressefoto Louisiana.
Per Kirkeby blev født i København den 1. september 1938. I øvrigt i nærheden af Grundtvigskirken hvis monumentale murstensorgie utvivlsomt påvirkede hans æstetiske opfattelse og bidrog til at forme hans optagethed af besjælede bygningsværker.
Han uddannede sig som geolog og deltog i adskillige ekspeditioner til såvel Grønland som Sydamerika, hvor mødet med mayakulturens arkitektur satte sig spor i såvel maleri som tidlige skulptureksperimenter.
Samme år, han debuterede, i 1962, blev han en del af Den Eksperimenterende Skole, Eks-Skolen, hvor folk som blandt andre Poul Gernes, Jens Jørgen Thorsen, Richard Winther, Bjørn Nørgaard, Stig Brøgger, Peter Louis-Jensen, Henning Christiansen og kunsthistorikeren Troels Andersen i opposition til Kunstakademiet arbejdede med en ny, kollektivt præget og mere procesagtig form for kunst.
Et af resultaterne af det var et fælles værk i form af en samling malerier, Kirkeby sammen med Poul Gernes og Peter Louis-Jensen i 1963 indleverede til Kunstnernes Efterårsudstilling under mærket »Trækvogn 13«. Hvorfor »Trækvogn 13«? Det var nummeret på den vogn, de havde lånt af Berlingske Tidende til at køre skilderierne til Den Frie Udstillings Bygning på Oslo Plads.
På dette tidspunkt – i 1960erne – var Per Kirkebys maleri præget af amerikansk pop art, men allerede disse billeder rummede kimen til Kirkebys modne værk.
Mod tidens tendens nægtede Kirkeby at opgive maleriet og i det fortællingen. Der er romantiske træk i disse vitale ungdomsværker – og sammenhæng med, hvad der skulle komme.
I 1960ernes midte foretager Per Kirkeby også sine første minimalistiske eksperimenter med mursten, og her grundlagde han en industri, som skulle vokse og med tiden også føre til egentlige forslag til arkitektur. Hvor Kirkebys murstensskulpturer har karakter af meningsløse huse, som (først og fremmest) udtrykker stemning og arbejder med lys og skygge og forholdet til omgivelserne, stedernes mening, kunne man sige, stedets ånd, så var hans huse monumentale.
Murstensskulpturerne regnes generelt for noget af det mest uforståelige af Kirkebys omfangsrige værk – men engang betroede han den, der skriver disse linjer, at det i grunden var så simpelt:
»Jeg laver mine murstensskulpturer, fordi det er vigtigt for mig. Det er noget med materialet. Jeg kan godt lide de helt almindelige røde mursten, der har en åben og stoflig overflade. Det er det maleriske i det, der interesserer mig. Og at man kan stable dem på en måde, så de fanger lys og skygge. Det har igen noget med rum at gøre. Rum er det mest afgørende for en maler. Når du sætter en pensel på et lærred, skaber du et rum. Som man så skal forholde sig til.«
Det var ved samme lejlighed, han sagde, at »jeg synes også, jeg er en rigtig god maler. I mine ting arbejder jeg selv meget i forhold til traditionen. Jeg ser på, hvad mine forgængere lavede, og det, de har malet, kan inspirere mig til at forsøge nogle ting i mine egne arbejder. Jeg ved godt, jeg har sagt, at jeg stjæler med arme og ben, men det skal især forstås på den måde, at andre maleres værker giver mig en lyst og en impuls til at gøre noget ved mit eget maleri.«
Som en integreret del af sit virke som kunstner, som et led i en vekselvirkning – nærmest som mellem teori og praksis, men i udpræget kunstnerisk og passioneret form – udfoldede Kirkeby sig i film og bøger.
Ofte er de udtryk for Kirkebys optagethed af andre billedkunstnere. Han har drejet portrætfilm af Wilhelm Freddie og Asger Jorn, og han har skrevet monografier om blandt mange andre Tegner og Turner, Manet, Delacroix, Abildgaard, Picasso, Gauguin og van Gogh. Og inden vi forlader filmen helt, skal det da nævnes, at Kirkeby i 1975 sammen med Poul Gernes indspillede den efter sigende fuldstændigt håbløse, i hvert fald heftigt nedrakkede film »Normannerne«. Samt at han til Lars von Triers »Breaking the Waves« skabte de dårende smukke, kitschede billeder, der optræder som kapitelinddelinger mellem scenerne. Også inden for balletten har Per Kirkeby forsøgt sig, nemlig med scenografien og kostumerne til Det Kongelige Teaters opsætning i 1996 af »Svanesøen«.
Per Kirkeby har udstillet over hele verden på biennaler og vigtige internationale kunstudstillinger som dokumenta i Kassel, og han var sammen med nogle af Tysklands førende malere tilknyttet Galerie Michael Werner.
Kirkeby er repræsenteret på praktisk taget alle landets museer, særlig smukt på Louisiana, og er blevet tildelt de fleste væsentlige priser og hædersbevisninger, herunder Eckersberg Medaljen, som han i 1982 afslog at modtage, Thorvaldsen Medaljen, Prins Eugén Medaljen og Ingenio et arti, som siden Christian VIII har været den siddende regents mulighed for personligt at hædre en kunstner eller en videnskabsmand.