Kunstanmeldere har sjældent venner blandt kunstnere, men for en del år siden blev Gay Christensen og jeg det, og vi har arbejdet sammen om flere bogudgivelser. I sin nyere kunstneriske praksis arbejder Gay Christensen overvejende med træsnit – og da han til en udstilling bad mig om en tekst, fik han denne:
Gay Christensen har gennem mange år arbejdet med en bred kreds af medier og materialer.
Tegning og maleri, skulptur og installation, artists books. I sine artist books har Gay Christensen ofte arbejdet med erindringer fra lange rejser eller med tolkninger af tilværelsen. I sine bogprojekter anvender Gay Christensen som regel træsnittet som medie – men han udfolder også sin glæde ved træsnittet i enkeltbilleder eller i serier. Et eksempel på sidstnævnte er Gay Christensens billedsuite til Sophus Claussens majestætiske digt, Ekbátana, fra samlingen Valfart (1896). Sophus Claussen (1865-1931) er en litterær helt, og portrætter af helte udgør et vigtigt hjørne af kunstnerens værk.
Træsnit inspireret af Claussens digt Ekbatana.
Afsættet for motivkredsen kan siges at være Gay Christensens illustrationer til en bog fra 2012 om Mindelunden i Ryvangen, der også indeholdt fotografier af Karsten Weirup og tekst af den, der skriver disse linjer.
I modsætning til tidligere har det siden afslutningen af Anden Verdenskrig været vanskeligt i Danmark at skabe mindesmærker for helte – demokratiet sætter sjældent monumenter for sig selv – men Ryvangen var en af pladserne, besættelsesmagten anvendte til at henrette modstandsfolk, og de blev også begravet på stedet, der nu er omlagt til en park, som rummer statuer, der fortæller om sorg, samt en række mindesten og grønne anlæg, der sammen med den store indgangsportal signalerer højtidelighed og alvor. Mildt blødt op af træer og buske og græsplæner.
Efter befrielsen blev Ryvangen transformeret til en mindepark for de faldne helte. I bogen – Porten til freden – fortolker Gay Christensen stedets stemning og ånd gennem en serie træsnit, der med afsæt i naturen synes at fortælle om livets ukuelighed.
Vi har det vanskeligt med helte. Heltehyldest er en meget lang tradition inden for alle de klassiske kunstarter. I billedkunsten er gengivelser af helte ofte udsprunget af forestillinger om en glorværdig fortid eller af portrætbestillerens behov for at blive fremstillet som en helt. Om noget gælder det også Tyskland, selv om fremtrædende billedkunstnere som Georg Baselitz og Anselm Kiefer har forsøgt sig med problematiserende skildringer af heltefigurer.
For i dag er det gennemgående svært at skildre magthavere som helte. Gårsdagens helt er nutidens skurk, efter afsløringerne om hans eller hendes skjulte liv er kommet frem, eller synet på fortidens (u)gerninger ændrer sig. Tidernes helte er – når det kommer til stykket – kun mennesker. Ikke skikkelser i den græske mytologi. Helte bliver derfor ofte en individuel snarere end en kollektiv betragtning. Hver finder sin egen helt i for eksempel menneskerettighedsforkæmpere eller skikkelser, der har gjort oprør mod undertrykkelse og uretfærdighed. Men så er der heltene fra kulturens verden, og det er dem, Gay Christensen har fokuseret på i nogle af sine træsnit. Det kan være forfattere som Dan Turèll (1946-93), rockstjerner som Lou Reed (1942-2013) eller en af den danske kunstverdens lidt oversete helte som den afdøde udgiver af North Art Magazine, Bent Petersen (1939-2011), hvis udgivelser omfattede både adskillige hundrede bøger og et tidsskrift.
Fan er et for tarveligt begreb at anvende, når det kommer til de forfattere, musikere og andre kulturpersonligheder, hvis værk og indsats bevæger os. Fan antyder et teenagers betingelsesløse tilbedelse, der som regel ikke passer til voksnes afbalancerede interesse for eller optagethed af en person, der har leveret en bemærkelsesværdig indsats inden for sit felt.
Gay Christensen går da også mere nøgternt til værks i sine helteportrætter, der ofte indeholder et figurativt element. Kunstneren har portrætteret den pågældende, som han erindrer billedet af ham klarest. Dan Turèll fastholdt slentrende ligesom i det berømte digt om at gå en sidste tur gennem byen og sanse alle de indtryk, der er, og tænke på alle de minder, der har været. Lou Reed er portrætteret som den ofte vredladne og selvbevidste skikkelse, der trodsigt kiggede på omgivelserne. Bent Petersen siddende i sin stol optaget af tanke og omtanke. Sådan var han.
I sine helteportrætter er hovedfiguren undertiden ledsaget af en genstand – Bob Dylan med en mikrofon, eksempelvis – men gennemgående er de fysiske rammer erstattet af et af Gay Christensens ofte anvendte greb inspireret af både japansk træsnit og Munchs grafik: Ranker af blomster eller myriader af lysende punkter, der associerer til stjerner og uendelighed. Helte lever evigt. I hvert fald set fra de levendes perspektiv.
Bevægelserne af stjerner i flok eller træernes mange skud, blomsternes mange blade går også igen i enkeltstående træsnit, hvor kunstneren anvender sin fortrolighed med træsnittet til at skabe en overdådig og meget livsbekræftende, naturinspireret stemning. Måske er livet og det uudslukkelige i livsprincippet det mest heltemodige, når det kommer til stykket? For trods alt – som det hedder hos David Bowie, en anden af rockens store helte:
I, I will be king
And you, you will be queen
Though nothing, will drive them away
We can be heroes, just for one day
We can be us, just for one day.
