Mikael Hansen er en danskfødt billedkunstner, jeg har fulgt med stor interesse og nysgerrighed siden engang i 1980erne, da han udstillede i avantgardegalleriet, Sct. Agnes, i Roskilde. Som i øvrigt var et sted hvor der i mange år blev vist adskillige mindeværdige udstillinger.
Naturen er en af »Tilværelsens skjønneste Zirater,« hedder det i J.P. Jacobsens berømte novelle, Mogens, fra 1872, der poetisk behandler menneskets forhold til naturen og det naturlige.
Den, som på denne måde vurderer sine omgivelser ved at sammenligne dem med et smykke, er en figur, der netop er fremmedgjort overfor naturen omkring ham. Som så mange er det i byerne, efterhånden som vi er både tredje og fjerde generation borte fra landbruget. Og – for nogles vedkommende – egentlig synes, at man skulle lukke for svineriet derude på landet, hvor det lugter, og dyrene bliver mishandlet. Kan vi ikke nøjes med det, der ligger i supermarkedernes kølediske.
Men naturen kan være pæn at se på. Stadig mere avancerede kameraer bringer ekstraordinære billeder frem til den gyldne skærm i stuen, hvor vi kan se, hvor smuk, sælsom og undertiden også mærkværdig grusom, den vilde natur kan være i fremmede lande på fjerne kontinenter. Kigger man fra bilens eller togets vindue, ser man også, hvor kønt det danske landskab breder sig ud til alle sider. Det kan man blive helt sentimental af
Naturen har gennem århundreder været en væsentlig inspirationskilde for mange billedkunstnere. Det er den også for Mikael Hansen, men for ham er der ikke kun tale om motiv og naturinspiration. Han bruger selve naturens materialer til at bygge sine værker. Og han gør det gerne i selve naturen.
Gennem mange år har Mikael Hansen arbejdet meden personlig fortolkning af land art, der som retning opstod i USA i 1960erne, hvor der er store vidder og skalaer, hvor der er højt til loftet og nogle steder tilstrækkeligt øde til at bygge endog meget store land art-værker som for eksempel Robert Smithsons Spiralmole fra 1970 og Walter de Marias The Lightning Field syv år senere.
Land art er ikke så udbredt i Danmark. Hvorfor mange af Mikael Hansens værker, der ofte er af midlertidig karakter – det ligger i selve konceptet – er blevet udført i udlandet. Navnlig i Korea og Japan, Tyskland og Italien hvorfra der kommer invitationer til Mikael Hansen fra skulpturparker og kunstmuseer, der gerne vil have ham til at komme og holde forelæsninger og bygge skulpturer.
For Mikael Hansen har Albertslund og omegn længe været stedet på kloden, hvorfra hans verden går. Gennem adskillige år har han anvendt Vestskoven som laboratorium, hvor han har skabt prøveopstillinger og eksperimenteret med naturens store materialelager – og undertiden afholdt deciderede udstillinger. Ikke med faste åbningstider. Men en mulighed for over en periode at gå en tur og finde Mikael Hansens skulptur
Mikael Hansen har ikke besat dele af Vestskoven. Arbejdet i og brugen af skoven er sket i samarbejde med myndighederne, som i 2007 opfordrede kunstneren til at skabe et blivende værk.
Det blev til Reservat, som i al sin enkelhed er et 5.000 kvadratmeter stort, særligt indhegnet område, der ikke vil blive udsat for løbende naturpleje. I stedet vil det blive et vildt område. Ugræs kan fyge gennem hegnet, og skovens mindre dyr kan søge tilflugt eller lægge sig til at dø i reservatet, der i modsætning til den omgivende skov i princippet vil være uberørt af menneskehånd for tid og evighed. Eller indtil Vestskovens myndigheder ophæver aftalen.
På længere sigt vil bevoksningen inden for hegnet ændre karakter, al den stund skoven udenfor kultiveres og er genstand for en vis regulering. Bag hegnet er det kun de stærkeste buske og træer, der overlever, ligesom væltede træer eller døde dyr ikke kan fjernes. I det kunstneriske greb ligger kunstnerens ønske om at diskutere vores naturopfattelse, der kan have en tendens til at blive stadig mere romantisk, i takt med at naturen bliver fjernere for mange af os og stadig mere dekorativ. Dekorativ – og som et eskapistisk udflugtsmål der er med til at sikre rekreation i forhold til de næste runder i hamsterhjulet – for nu at bruge en metafor hentet fra naturen.
I forhold til eskapisme kom Mikael Hansen i 1998 betrængte københavnere til undsætning, da han installerede et tilflugtssted mellem trækronerne på pladsen ved Kunsthal Nikolaj. Værket hed netop… Eskapisme. Gennem store stiger klatrede man op til platforme placeret mellem træernes toppe og kunne – for en stund – være i en slags reservat.
Mikael Hansen (født 1943) er som billedkunstner autodidakt, debuterede i 1977 på KE, deltog året efter i Charlottenborgs Forårsudstilling og viste i 1979 den første af en række udstillinger i Galleri Sct. Agnes i Roskilde. Det fremherskende tema var allerede dengang en undersøgelse af det konstruerede modsætningsforhold mellem kultur og natur – og et meget betydningsfuldt erkendelsesmæssigt skred i Mikael Hansens kunstneriske praksis opstod, da han i 1983 deltog i Vadehavnprojektet ved Ribe. Efter nogle tilløb skabte han en række skulpturer i sammensnørede tagrør, der antog en foruroligende karakter som en række fugleskræmsler eller andre væsner på march på vej ind i landet.
Ud over større land art-projekter i ind- og udland har Mikael Hansen arbejdet med andre medier og materialer. For eksempel mindre objekter, der ofte er sammensat af, hvad man nu finder ved skov og motorvej. Han er således også optaget af, hvad man kan kalde motorvejenes økologi. Hvilken slags natur opstår i de store urbane scenerier i byernes udkanter? Hvilken æstetik finder man i lange baner af gule plasticrør og i lyset i forstædernes neonalleer? Er naturen natur – eller er den en prydgenstand? En zirat?
Paradoksalt nok er Mikael Hansens værker – hvad enten materialerne er træ eller plastic – hyppigt meget smukke og af næsten malerisk karakter, ligesom hans egentlige malerier undertiden har karakter af at være næsten natur.
