Nå, men det skulle have været en rejse uden kunstudstillinger.
For første gang i årtier.
Det skulle være en lille ferie, hvor vi kom foråret i møde og fik lidt varme, mens vi stilfærdigt slentrede rundt i den gamle del af Palma og kiggede på bygninger, mennesker og træer og talte om deres respektive historier. Det er muligt, Hundertwassers billeder med tiden blev en kliché, men han havde vel ret i sin profeti om, at træerne med tiden ville tilgive os.
Husejere burde i øvrigt, mente han, udleje pladser foran bygninger til træer. Hvordan træerne kunne betale? Jamen, det gjorde de da allerede med deres skønhed, ved at producere ilt og ved at rense luften. Så længe, der er træer, er der håb, kunne man måske sige med en venlig tanke til Henning Christiansen, der engang sagde, at ethvert åndedræt er et håb.
Undertiden er det sådan, at der er et udskænkningssted i en fremmed by, der bliver omdrejningspunkt for dagens udflugter. Sådan et sted man lige runder, når aftenen er ved at falde på, og hotellet ligger henne om hjørnet. Denne gang blev det et lille torv omkranset af platantræer; i midten et mindesmærke for en afdød spansk politiker, der var født i byen engang i midten af 1800-tallet. Træernes grene skjuler det øverste af monumentet, men på dets kanter sidder ældre damer om aftenen og taler sammen. Taler sammen uden brug af en mobiltelefon – det ser faktisk rart ud.
Aftnerne var tilstrækkeligt lune til at sidde foran cafeerne og drikke kaffe eller sippe mallorcinsk hvidvin, og det var sådan et sted, vi faldt i snak med en mand, der viste sig at være saxofonisten Vicenç Borràs. Næste aften skulle han spille i et galleri i nærheden – ville vi ikke komme forbi?
Forbi et galleri? De mange, der lå i kvarteret bag den høje kirkebygning, som afsluttede pladsen og gav den dens overskuelige karakter, havde ikke umiddelbart forekommet tillokkende.
Man kunne selvfølgelig været gået indenfor i stedet for blasert at flanere forbi. Men. Der var ved første og eneste øjekast tilsyneladende overvejende tale om malerier af den slags, der egner sig bedst til dekoration i mondæne hjem, hvor beboerne drikker sig langsomt ihjel på en pæn og kultiveret måde, mens de keder sig i deres store sofagrupper. Det kunne i hvert fald være én fordom. Der er sikkert andre. Der er altid mange tilgængelige fordomme, man kan vælge imellem. Imponerende havde gallerierne i Palma de Mallorca indtil nu imidlertid ikke været. Ikke de håndfulde vi havde set. Men dette galleri imponerede.
Koncerten fandt sted i et højloftet rum, der engang havde været et kapel. Gaden, der første til stedet, havde været fin og stille, og bygningens indre var i sig selv meget smukt. Det var musikken også. Det var saxofonisten selv, der spillede alene. Det var en fin oplevelse, man så tavst indforstået kunne dele med nogle snese ukendte mennesker, man sandsynligvis aldrig ellers ville have været løbet ind i og næppe nogensinde ville træffe igen.
Og ikke alene var musikken og rummet en oplevelse. På gulvet lå minsandten en stencirkel af Richard Long. Den lignede noget, der havde været der i meget lang tid som en ganske naturlig del af rummet, der – var der nogen der sagde – var et af de ældste kapeller i den del af byen.
Kapellet lå ved siden af et galleri, Kewenig, der fremstod anderledes interessant, end de gallerier, vi ellers havde mødt. Den nuværende udstilling bestod af sene tryk af Matisse. Kewenig ligger også i Berlin. Galleriet har vist udstillinger af så væsentlige kunstnere som Christian Boltanski, William Kentridge og Jannis Kounellis for nu blot at nævne nogle af egne favoritter.
Mange er sikkert vokset op med Richard Longs stencirkler. Louisiana har i hvert fald én, og den var i mange år – sammen med eksempelvis Césars store tommelfinger og Dennis Oppenheims skulptur forestillede en mand der med jævne mellemrum slår hovedet mod en klokke – indbegrebet af Louisiana. Dem og så Calder-skulpturerne uden for cafeteriaet.
Richard Long (født 1945) udstillede også en gang på museet i Humlebæk. Det var dengang, Bjørn Nørgaard slagtede Røde Fane, der under navnet Tulle var blevet slidt op i dansk landbrug. Det var så ikke på Louisiana, det foregik – det ville Knud W. Jensen ikke høre tale om – og det var for så vidt en udlært slagter og ikke kunstneren selv, der førte kniven. Året er 1970.
Man kunne tro, at hvis man havde set en eller to af Richard Longs stencirkler, har man om ikke set dem alle men i hvert fald forstået princippet. Så enkelt er det ikke. Så endimensionel en billedkunstner er Richard Long ikke.
Det fremgik af en omfangsrig udstilling, Tate Britain viste i 2009. Tænker jævnligt på den. Kataloget er blandt dem, jeg endnu har gemt.
Richard Long er en vandringsmand, og de vandringer, han foretager, er skulpturer. Richard Longs metode er vandringer. Walks.
Walks on the wild side så at sige, eftersom mange af hans vandringer foretages i den vilde natur, i øde og afsidesliggende egne af England, i Arktis, Andelsbjergene osv., hvor han bruger dage på at læse og forstå landskabet. I landskabet laver han så sine – midlertidige – spor.
Et af de mest simple greb er at gå frem og tilbage ad den samme strækning, så der til sidst opstår et spor i græsset. I andre tilfælde rejser han nogle stensætninger eller skaber med naturens egne materialer nogle markeringer i landskabet. Bag det hele ligger en udpræget betagelse af naturen og et ønske om at skabe en anden form for kunst end med farve og lærred, bronze eller jern.
Resultatet, der for os andre kan ses på fotografier og forstås gennem logbog-agtige beskrivelser, har nogle fine meditative og æstetiske kvaliteter og resulterer umiddelbart i nogle overvejelser over krop, tid og strækning, menneskets placering i naturen, i kredsløbet, på vandringen mellem fødsel og død og i universet i det hele taget.
Så det var dejligt, ganske uventet at se en Richard Long-skulptur under en ferie i Palma, der egentlig var helliget egne vandringer; vandringer rundt i gaderne og langs havet.
