Undertiden udkommer og ankommer bøger, hvor man tænker, at det var vel nok en storartet idé. Hvorfor fik jeg den ikke selv?
Sådan en bog er »Landskabskunst i Danmark«. Den er skrevet af landskabsarkitekten Frode Birk Nielsen, og efterfølgende har jeg truffet forfatteren, så disse betragtninger er en anbefaling snarere end en anmeldelse.
Det er en rigtig god bog om et dybt interessant emne, og det er den blandt andet, fordi begrebet landskabskunst er anskuet mangfoldigt og overraskende, synsvinklen har en særlig humanistisk karakter, og fremstillingen er i et let tilgængeligt dansk. Navnlig det sidste betyder, at det er en bog, der i sig selv er en opfordring til at drage ud i det ganske land og møde forskellige former for bearbejdede landskaber, der rummer store herlighedsværdier. Som det ganske enkelt hedder i indledningen, er der tale om »landskabsarkitektur og kunst i det udendørs rum, hvor kunst og arkitektur interagerer med og beriger landskabet, samtidig med at landskabet fremhæver det enkelte værk«. Landskabet er der i forvejen. Det kræver en meget høj grad af præcision og omtanke at placere kunst i landskaber, der i sig selv er smukke eller interessante at betragte, eller foretage en landskabsarkitektonisk bearbejdning. Eksempler på, at det ikke lykkes, er mange. Skulpturer i rundkørsler eksempelvis. Ofte fremstår de overflødige. Endnu flere gange er det kunst, der ikke er særligt interessant. Undtagelserne findes, og forfatteren har fremhævet et eksempel fra Åbybro nord for Aalborg, hvor landskabet stadig spiller hovedrollen. Det er gerne fladt på de kanter, men kunstneren – Kurt Tegtmeier – har bearbejdet nogle partier i selve rundkørslen og en nabogrund, så overfladen får en bølgende karakter, mens en underspillet minimalistisk skulptur som en accent diskret peger på det kunstneriske indgreb i landskabet. Fremhæver landskabet. Og interagerer i det.
Vi kommer af landskabet, kan man sige. Vi lever af det og forandrer det efter vores behov.
Som Frode Birk Nielsen redegør for i nærmest poetiske og kærlige vendinger i indledningen, er landskabet vores byggesten. Vi begyndte for flere tusinde år siden at kultivere det. Ryddede land. Brugte sten, træ og vand som materialer til opdyrkning og bosættelse. Og til ældre landskabsarkitektur som bogen bringer eksempler på.
»Landskabskunst i Danmark« er inddelt i kategorier: Kunstlandskaber, Infrastrukturlandskaber, Bylandskaber, Slotslandskaber, Naturlandskaber, Forsvarslandskaber og Gravlandskaber.
Sidstnævnte to genrer rummer eksempler på, hvordan fortidens bygningsværker realiseret med henblik på militære eller religiøse formål i dag kan fremtræde som monumentale skulpturer i landskabet. Det kunne for eksempel gælde Lindholm Høje eller Trelleborg.
Vores forfædres måde at gribe anlægsarbejder an på indgår også i forudsætningerne. Ringborge og stendysser er ofte anlagt i nærheden af det vand, de have, bælter og sunde, der omgiver vores land. Mange byer er anlagt ved vand og et af eksemplerne er Aarhus og åen, der i mere end et halvt århundrede var overdækket, men efter lange tilløb blev afdækket etapevis i årene 1995 til 2015, og hvilken rigdom har det ikke været for bylivet i Aarhus. Mange mennesker – og det er forfatteren også inde på – trives bedre med overskuelige byrum, der rummer kvaliteter som læ, skygge og intimitet. Andre byrum er blot nødvendige trafikpladser eventuelt flankeret af vigtige trafikforbindelser. Det er begrænset, hvad man kan stille op med dem. Så hellere koncentrere ressourcerne om de oaser i byerne, der faktisk står til at redde med i grunden få men hyppigt både funktionelle om poetiske indgreb. Udover kvartererne langs Aarhus Å nævner Frode Birk Nielsen blandt andet Blågårds Plads i København.
Blågårds Plads blev til i 1914-16 efter en plan af Ivar Bentsen og Kai Nielsen og var fra begyndelsen tænkt som et byrum til at mødes i. Folkemøder. Men også det »hjemlige Dagligstuegulv for de legende Børn«. I et brev til Københavns Kommune foreslås det, at der kunne gives tilladelse til, at der »i lune tidlige Sommeraftner (…) vil blive spillet op til Dans for de større og mindre Børn. Dem Pladsen i særlig Grad efter vor Mening blev gjort til.«. Når man betragter nogle af pladsdannelserne i nyere boligområder – for eksempel ved havnefronterne – hvor der ikke er læ, og hvor der ikke er skygge, og hvor mulighederne for – nå ja – hygge er begrænset, kan man måske navnlig fornemme sensitiviteten i Blågårds Plads, hvor de omkringliggende huse giver læ, og hvor pladsens udformning og dimensioner giver – som for eksempel også Gråbrødre Torv der på flere måder blev en model for tilsvarende hyggepladser – overskuelighed og intimitet på en og samme tid. Poul Henningsen fandt, at Blågårds Plads var »den moderne arkitekturs og skulpturs foreløbig eneste storslåede og gennemførte resultat på byens gader og torve.«
Hvordan læser man en bog som »Landskabskunst i Danmark«? Efter den aldeles glimrende indledning, hvor forfatteren roligt og pædagogisk indfører læserne i en række grundlæggende præmisser for overhovedet det at bygge et samfund for mennesker, og de landskabstyper, bogen fortæller om, vil man måske uvilkårligt slå op på nogle af de steder, man selv føler sig mere eller mindre fortrolig med. Det kunne være C. Th. Sørensens geometriske haver i Herning, Den Uendelige Bro i Aarhus (Gjøde & Povlsgaard), Mindelunden i Jægerspris med Johannes Wiedewelts mindesmærker opstillet i tilsyneladende uorden blandt ytæerne og en anden billedhugger, Rudolph Tegners museum og skulpturpark i Dronningmølle osv. osv. Men der er også nogle, der ligger i landskabet og venter på at blive opsøgt.
I bogen, der er udgivet af Forlaget Muusmann, fornemmer man en bestræbelse, der kan siges at ligge i forlængelse af de ambitioner, der kendetegnede Broby-Johansens faglitterære forfatterskab som ikke mindst hans kunstvejvisere. Det var her, det slog mig, at jeg da for efterhånden en del år siden var involveret i et projekt, der skulle gøre Broby-Johansen kunsten efter. En begavet kunsthistoriker og jeg skulle udarbejde en vejviser til kunst og arkitektur og herunder kirker, mindesmærker osv. osv. i Danmark. Både digitalt og i bogform. Det kunne ikke lade sig gøre, fortalte den mægtige fond, og det kunne det sikkert heller ikke.
Der er både tidligere og sidenhen udgivet forskellige vejvisere til landet. Men problemet med dem er, at de i trykt form hurtigt bliver forældede, og at så mange oplysninger alligevel er gratis tilgængeligt på nettet.
Men man kan gøre, som Frode Birk Nielsen har gjort. Man kan samle et personligt udvalg af seværdige steder spredt ud over landet og skrive passioneret om dem. Sådan når man læseren. Også i en tid, da digitaliseringen breder sig, og så meget har en tendens til at blive overset i den syndflod – nogle ville måske sige kloak – af ord som skyller ind over os fra skærmen foran.
