Janne Klerk er en af de billedkunstnere, jeg har forsøgt at følge gennem årene. Jeg synes, hun skaber nogle fremragende og vedkommende billeder, så her er nogle ord om hende.
De tager udgangspunkt i et meget smukt tobindsværk, »Danmarks kyster«, der udkom i 2015. Janne Klerk viser, hvor fagert de smiler, de danske kyster, og hvordan himlen kan stå høj og vandet være stille.
Det siges, at hvis vi alle sammen, alle indbyggere i Danmark, tog hinanden i hænderne – bare sådan med udstrakte arme – og stillede os langs de danske kyster, ville vi kunne nå hele vejen rundt.
Der er omkring 7.500 km kystlinje, og hvert år forsvinder noget af den, fortæller biologen Michael Stoltze, der har skrevet adskillige bøger om Danmarks natur, og fra hvem historien om alle danskere på rad og række som kystbevogtning stammer.
Fra tid til anden bringer medierne reportager om huse eller kirker, der nu styrter sammen, fordi havet har ædt af landet, der så på den anden side også indimellem bliver større gennem opfyldninger.
Det er således et øjebliksbillede, Janne Klerk giver i »Danmarks kyster« – og hvordan kan det være andet. Men vel at mærke et øjebliksbillede formet af århundreders forandringer og herunder menneskets liv og arbejde ved og brug af kysterne.
Bogens har forord af Lisbeth Bonde, der så præcist kalder projektet en ode til Danmark og et heltedigt om de danske kyster.
Hun fortæller om, hvordan Janne Klerk er en virtuos seer, som skærer ind til benet i sin fremstilling af virkeligheden. Og at det er ved kysterne, man møder universets uendelighed.
Det er en betragtning, man kan dele. Hvad enten man nu selv befinder sig ved kysterne, man genoplever fortrolige landskaber eller opdager talrige nye i Janne Klerks omfattende kunstneriske projekt.
Flertallet af billederne er meget smukke og trækker kompositorisk på hele traditionen i dansk kunst fra guldalderen og frem som for at skildre det danske landskab, til hver plet har fået stemmer, som det hedder i en af fædrelandssangene. Den er fra en tid – 1800-tallet – da mange skønånder mente, at det var værd at pege på de kvaliteter, der var i det Danmark, der var tilbage. Og Janne Klerks billeder af himmel og hav, af klitter og klinter, bugter og fjordudmundinger, landskabet i skiftende vejr og på alle årstider er en bog til en tid, da det kan være endnu mere påtrængende at passe på den landskabelige skønhed. Jævnfør også de mange, utvivlsomt nødvendige men ikke altid lige nænsomt placerede vindmøller på land og til havs for slet ikke at tale om de kystnære byggerier, der i disse år dukker op hist og her med en foruroligende hastighed.
Selv om Janne Klerk skildrer landskabet meget inderligt og bevægende, er det ikke en sentimental bog.
For mennesket har gennem tiderne sat sit præg på landskabet, og til trods for, at et meget stort antal af fotografierne er panoramaer, der gengiver strækninger, som synes uberørt af menneskehånd, er de det ikke. Og med lige så stor entusiasme går hun til havnene og til de steder, hvor vi faktisk bor tæt ved vandet. Det giver et billede af, hvordan vandet også er en arbejdsplads, og hvordan fiskeriet har gjort det nødvendigt med anlæggelse af havne og fiskerlejer. Nogle umiddelbart kønnere og mere charmerende end andre, men fotografierne kredser også om arbejdets betydning og dermed en kvalitet i dagligdagen. Og om arbejdets og hverdagens modsætning: Rekreation og de boliger – som udsigtslejlighederne som de hedder – der er blevet opført i de havneområder, der er blevet ledige, efter industrien er forsvundet.
Derved bliver »Danmarks kyster« også uvilkårligt et tungtvejende indlæg i den tilbagevendende diskussion om, hvad vi skal bruge kyststrækningerne til. Om de skal have lov til at ligge hen som en fælles herlighedsværdi. Eller om man – måske blot her og der – kunne bygge tæt ved vandet. Er det en regel, der er blevet håndhævet for restriktivt? Kunne vi ikke tage blot bidder af kyststrækningen, og gøre dem til en indtægtskilde? Er turisterhvervets ønsker om mere oplevelsesturisme ikke lige så legitime, når nu så store dele af fiskeriet er forsvundet eller blot effektiviseret, og når nu de gamle værfter stort set alle er udkonkurreret af billigere produktionsanlæg i andre dele af verden? Eller skal vi bare beholde kysterne for os selv – lokalt?
Janne Klerk, der har arbejdet på bogen i tre år men i sit værk lagt op til projektet gennem endnu længere tid, tager diskret stilling. Hun propaganderer ikke. Hun lægger op til overvejelse. Uden at udlevere gør hun opmærksom på, hvor æstetisk uheldigt det kystnære byggeri undertiden er. For så i andre eksempler at påpege, hvilke livskvaliteter der er ved at bo, leve, arbejde, opholde sig tæt ved vand.
Forskellige forsøgsprojekter er i gang, og man kan selvfølgelig kun håbe det bedste for det undertiden vidtløftige og omfangsrige byggerier. Det ville være kedeligt, hvis de forfaldt og lå som ruinøse monumenter over grådighed og fejlslagen planlægning og måske alt for optimistiske forestillinger om, at man kan gentage de greb, der er brugt ved badestrande så mange steder i udlandet. Hvor vejret er mere imødekommende over for den typiske badeturist.
Men »Danmarks kyster« er et stort tænkt og kunstnerisk vellykket forsøg på at påpege, hvor store kvaliteter, der er i de områder, hvor land og hav mødes, og hvor mennesker har levet gennem århundreder.
Flere år senere viste Janne Klerk i 2022 på blandt andet Kongens Nytorv i København og CBS ved Frederiksberg en udendørs udstilling, hvor vandet igen er tema.
Billedserien hedder »Spejlinger ved himlens flod« og er ledsaget af en bog med tekster af astrofysikeren Anja C. Andersen og forfatteren Gitte Broeng.
Hvor det i »Danmarks kyster« var de store vidder, horisontlinjen med ofte langt ud til hvor himmel og hav tilsyneladende mødes, der blev portrætteret, har Janne Klerk i »Spejlinger ved himlens flod« zoomet ind på det lille udsnit af vandet: På vandspejlet i en sø.
Et blandt flere betagende aspekter ved projektet er, at alle billederne – fremgår det af forordet – et taget ved én og samme sø; en sø blot 100 i diameter som man kan gå rundt om på fem minutter. Alligevel kan man få en fornemmelse af, at den sø er tværsummen af søer, at fotografierne af dén sø siger noget almengyldigt om alle søer. I hvert fald da på vore, gennemgående mere stilfærdige breddegrader.
Søen er ofte stillestående – så den spejler omgivelserne over sig. Grenene fra træerne der bøjer sig over søen, så man også kan se dem – eller se bladene, når de er faldet af træerne og nu ligger i søen i forskellige stadier af farveskifte fra frodigt grønt til sørgmodigt gult og brunt og fortæller om forfald og død men også om livets cyklus og naturen store, kosmiske rytme.
Også vinden kan på billederne gribe ind i disse små skarptskårne udsnit af natur ved at kruse overfladen og for en stund forvrænge det billede af virkeligheden, Janne Klerk har indfanget med så stor, følsom akkuratesse.