To rum hed en udstilling med Ismar Cirkinagié og Per Bak Jensenm der blev vist i foråret 2023 i Det Kongelige Bibliotek. Det var en både meget smuk og meget dyster udstilling; det sidste fordi de to billedkunstnere gennem forskellige medier – fotografi, video, skulptur – forholder sig til krig, fortid og erindring.
Den ene af de to kunstnere med kamera – Per Bak Jensen – har jeg fulgt i årtier og har været dybt fascineret af hans billedserier. Derfor bliver dette portræt af Per Bak Jensen føjet til hjemmesidens samling af betydningsfulde kunstoplevelser, der har berørt mig meget på rejsen til i dag.
Det må have været i Galleri A Gruppen, jeg i midten af 1980erne første gang ser en udstilling af Per Bak Jensen.
Per Bak Jensen (født 1949) er på det tidspunkt ved at være færdig med sine studier på Kunstakademiet, hvor han – som den første – blev optaget på baggrund fotografiet som medie. Det drejer sig om et enkelt sort/hvidt fotografi forestillende en skovbund på hvilken et lyst kabel af en slags, bugter sig og antyder en slags rute gennem landskabet. Hvortil fremgår ikke. Det er heller ikke afgørende. Det er tilstedeværelsen, der er. Undertiden kan man komme til at tænke på Richard Long og hans arbejde med spor i landskabet, når man genser billedet.
Udstillingen i det kunstnerstyrede udstillingssted i København er ikke Per Bak Jensens debut, men indvarslede for den, der skriver disse linjer, en vedvarende optagethed af Per Bak Jensens dragende, gådefulde billeder, hvor det upåagtede i hverdagen gennem kunstnerens fortolkning pludseligt bliver betydningsfuldt og måske endda afgørende.
Som jeg husker udstillingen i Galleri A Gruppen i 1986, kredsede motiverne om udstoppede reptiler og zoologiske havers påfaldende tomme bure.
Tomheden, det forstenede, det for eftertiden fastholdte synes at blive et tilbagevende tema. For eksempel i udstillingen Den gådefulde by i 1988, hvor kunstneren med kamera har indfanget monumenter og statuer i en tilsyneladende menneskeforladt by. Fra tidligere i årtiet stammer en serie billeder, hvor en skikkelse – kunstneren selv? – som en anden vandringsmand hos Caspar David Friedrich bevæger sig rundt i byen og ser ud over genkendelige men så alligevel uudgrundelige landskaber.
Det var Per Bak Jensens begyndelser. Siden fortsatte han sin udforskning af det upåagtede for at finde det betydningsfulde i banaliteten. I en foromtale af et foredrag af Per Bak Jensen i Helsingør i marts 2023 er kunstneren selv citeret for følgende credo:
»Jeg bruger en bestemt arbejdsmetode. Jeg leder efter tegn, imellem lyset og mørket – nogle blade der ligger i et bestemt mønster – en sten med en stærk udstråling – vinden der bevæger en gruppe træer. Det ene tegn fører det næste med sig, og når jeg forestiller mig, at der trækkes en streg mellem tegnene, træder omridset af en figur frem!«
Under en udstilling i Gl. Holtegaard viste han nogle billeder, hvor man ligesom så tegn. Et mønster dannede en form, som vi umiddelbart kunne forbinde med Gud eller Djævelen, fordi det er arketypiske figurer, der har haft så stor betydning for både billeddannelsen og for tolkningen af tilværelsen i vores kultur.
Per Bak Jensen kan minde om en anden betydningsfuld og vel på sin vis metode- og stemningsmæssigt beslægtet kunstner med kamera som Viggo Rivad, der engang sagde noget i retning af, at når alle fotografer løber i en bestemt retning for at tage de interessante billeder, så blev de jo taget, og så kunne han, altså Viggo Rivad, lige så godt gå i den modsatte retning for at se, om der også skulle være et godt billede dér. Det var der. Det har der også været for Per Bak Jensen.
Billedserierne er blevet udstillet i en række af landets museer og kunsthaller. Kigger man tilbage gennem årene, mindes man den langsomme – billederne lægger op til en særlig form for langsom iagttagelse; modsat pressebilledet der skal afkodes på sekunder – fortælling om udkantsområder som industrikvarterer, bagsider af etageejendomme, højbanen ved Nørrebro Station, øde motorveje, brakmarker, terrain vague i byernes udkanter, parkerne dengang de ofte var øde og velsignet fredelige. Blandt motiverne fra USA var de store vidder, Wall Streets tomme gader før kontorerne åbner, Manhattan Bridge uden biler og forlystelsesparker udenfor sæsonen.
Tilbage i Danmark på et tidspunkt det historisk betydningsfulde område ved landegrænsen til Tyskland, hvor Per Bak Jensen finder andre fortællinger end de klassisk nationalromantiske. Serien forekom mere foruroligende end nostalgisk. De panoramiske scenerier fremstod som forladte, men der er spor efter mennesker i form af deres henkastede affald, deres overvågningskameraer og deres bearbejdning af landskabet, og disse spor kan udtrykke en form for forpint klagesang.
Ensomhed og tristesse er gennemgående stemninger i Per Bak Jensens dybt fascinerede billeder. Det er, som om han har et blik for tomheden i og mellem mennesker, og det er den, han viser i sine oftest mennesketomme landskabsudsnit. John Cale har engang i en sang givet udtryk for, at Arktis begynder i hjertet. Sådan er det også med mange af Per Bak Jensens billeder.
