Kunstmuseet i Herning, der ejer den største samling værker af Ingvar Cronhammar, mindedes i efteråret 2022 og det meste af 2023 den afdøde billedkunstner med en udstilling. Her er nogle ord om et af de helt store træer i den frodige skov, der hedder dansk kunst.
Titlen på HEARTS udstilling af værker af Ingvar Cronhammar var Ulvetime.
Navnet er lånt fra Ingmar Bergman, der engang har forklaret, at »ulvetimen er timen mellem nat og daggry. Det er den time, hvor flest mennesker dør, hvor søvnen er dybest, hvor mareridtet er virkeligst. Det er den time, hvor den søvnløse jages af sin dybeste angst, og hvor spøgelser og dæmoner er stærkest.«
Da Ingvar Cronhammar var 17 år, emigrerede han til Danmark. Hist og her kan man læse forskellige vidtløftige forklaringer på flugten fra Sverige. Én går ud på, at han syntes, der var for mange rødstrømper og socialister. En anden historie vil vide, at der var lidt klammeri med ordensmagten.
Den smukkeste version er, at han traf sin hjertenskær, Inger, og at de sammen valgte hendes fædreland. Og selv brummede han, at »kan vi ikke bare sige, at det svenske samfund og jeg var trætte af hinanden, og så opsagde vi samarbejdet.«
Asylet i Danmark har været til glæde for alle parter. På grund af nærheden til Sverige kunne der selvfølgelig ikke være tale om at slå sig ned på Djævleøen, men til gengæld blev Ingvar Cronhammar fuldt integreret i Jylland.
Han boede på prærien uden for Herning, hvor dækket er fladt, og der er højt til loftet, og hvor et af hans hovedværker, »Elia«, også ligger. Bortset fra hans frygtelige banden og svovlen talte han et smukt og lidt højtideligt, malmfuldt dansk, og det var ikke umuligt at se ham som en prædikant, der sendte bandbuller ud over sin samtid med alt dens letkøbte tant og fjas, men det skal vi nu komme tilbage til.
Vel undsluppet Sverige slog Cronhammar sig ned i Aarhus og omegn, levede af forefaldende arbejde og blev en del af kulturlivet i Smilets By, hvor han for den sags skyld også gik nogle år på én af byens to kunstuddannelser – nemlig på Århus Kunstakademi der dengang var det mest progressive. Cronhammar gik endda på det mest progressive akademis allermest progressive afdeling, nemlig den der ingen lærere havde. Så det blev i sagens natur en forpligtelse i sig selv.
Det lærerløse kunstakademi blev et af omdrejningspunkterne i Århus-avantgarden, der kan ses som en jysk parallel i 1960erne til kredsen omkring Eks-Skolen i København med Poul Gernes, Per Kirkeby, Peter Louis-Jensen, Bjørn Nørgaard og mange andre.
Århus-avantgarden, der var et begavet sammenrend af forfattere, billedkunstnere, komponister og mennesker sympatisk karakteriseret ved almindeligt afsind, arrangerede udstillinger og kulturprojekter, hvor kunstarterne blev blandet, og det var vel at mærke – i modsætning til i dag – på et tidspunkt, da få interesserede sig for den slags. Hvis man vil vide mere om Århusavantgarden, kan man orientere sig i en uprætentiøs bog fra 1969, Århus rapport, der var redigeret af Kristen Bjørnkjær, Mogens Gissel og William Louis Sørensen.
Cronhammars værker fra den gang, der for størstedelens vedkommende ikke eksisterer længere, var meget … illustrative. Man kan også sige, at de var vrængende. De var udtryk for en vred ung mands utilpassethed i en verden, han var utilfreds med uden at have lyst til at falde for nogle af de ideologier, der ellers var populære i tiden. Et ofte nævnt eksempel på et værk fra dengang er »Koncert for hjemmeværnsmand« (1969), der blandt andet bestod af levende høns med roterende blinklys fastspændt på ryggen. Man ser det for sig.
Og selvfølgelig solgte Ingvar Cronhammar ikke så meget som en skrue i de år.
Som 1980erne lakker mod enden, sker der imidlertid noget med Ingvar Cronhammars værk. Dels begynder han at få hold på, hvad det egentlig er, han vil sige om det at være menneske. Dels tager Aarhus Kunstmuseums direktør, Jens Erik Sørensen, der sammen med Lennart Gottlieb tidligt så hans bemærkelsesværdige talent, initiativ til, at Cronhammar skulle lave en udstillingsturné i Skandinavien. Nu var chancen der. Nu var det alvor.
Det blev til den meget store skulptur, »The Gate«, der er blevet betegnet som en helvedesmaskine, og helt sikkert er noget, ingen rigtigt havde set før. »The Gate«, der blev præsenteret i mørklagte rum under en turne mellem en række af landets kunstmuseer, er en blanding af en maskine og noget, der kan ligne fragmenter fra et skib. Der er i hvert fald indbyggede projektører på noget, der ligner en kommandobro, man ikke kan bruge til noget som helst. Der er en stemning af Jules Verne og Fritz Lang over sceneriet.
Tunge kæder slæbes gennem vand, og det giver naturligvis en helvedes larm. Det hele forekommer meningsløst, men samtidig er »The Gate« vejen til noget ganske nyt og afgørende i Ingvar Cronhammars værk. »The Gate« sparkede porten til det danske kunstliv op på vid gab, og for Ingvar Cronhammar har tiden siden – udefra set – været et sandt triumftog.
Cronhammar var en af Danmarks største kunstnere – og under alle omstændigheder nok den højeste. Han har udstillet på en lang række af landets museer, der sammen med andre vigtige samlinger har erhvervet praktisk taget alle hans værker.
Han ryddede selvfølgelig bordet for legater og hædersbevisninger, og han kneb da også en lille tåre, da Dronningen tildelte ham ridderkorset. Det har været et overmenneskeligt slid, og det har bestemt haft sine omkostninger, men det er lykkedes at få placeret en række markante værker rundt om i landet.
Som – for nu at tage et helt tilfældigt eksempel – »Elia«. Skulpturen, der ligger uden for Herning, tog det 12 år at realisere og stod i 23 mio. kr., og så var det endda ved at knibe med at finde midlerne til den sidste del af kunstnerens honorar.
Dens udformning er enkel. Det er en kuglekalot. Nogle vil synes, den ligner låget til en webergrill, andre en gigantisk kæmpehøj af den slags man finder rundt om i landskabet, andre igen en teknologisk helligdom.
Den er bygget af beton og stål, den er 60 meter i diameter, 32 meter høj alt indberegnet, den vejer 380 ton, og på toppen finder man fire søjler på hvis højeste punkt, der er halvkugleformede røde lys. Fire trapper, der peger mod hver sit verdenshjørne, fører op ad »Elia«, som var det et tempel.
Trappetrinene er ekstraordinært høje, 35 cm, for »der skal sateme ikke gås catwalk på den«, som Cronhammar udtrykte det. Får man imidlertid arbejdet sig op ad de 32 trin til en platform, har man udover udsigten over landskabet også mulighed for at se en stor parabol, der så at sige er nedfældet i skulpturen.
»Elia« er en maskine, der samler information. Vi ved ikke hvilken slags, vi ved ikke til hvem eller med hvilket formål, men den har i modsætning til langt de fleste af Cronhammars værker også en mulighed for selv at agere.
»Elia« kan så at sige svare igen, hvis lynet, som den gennem sine antenner søger at tiltrække, rammer den. Slår lynet ned, sender den et forstærket tordenagtigt brag tilbage mod den himmel, den ser ud, som om den er kommet fra. Dertil kommer Flammen. »Elia« er koblet til naturgasanlægget, og op til to gange inden for en periode på 19 dage forsøger den at udspy en godt ni meter høj og en næsten halvanden meter bred ildsøjle. Dens sensorer undersøger omhyggeligt vindretning og andre vejrforhold, ligesom den sikrer sig, at der ikke går levende væsner på den.
Så kommer Flammen og sender signaler mod himmelhvælvet. Den gør det ganske kort. Et halvt minuts tid. Få har set den, og man forestiller sig, at den altid kommer i ulvetimen; i tiden før daggry mens området ligger stille hen, og kun en stærkt beruset studerende slingrende cykler hjem til sit kollegieværelse.
»Elia«s væsen er netop at være afventende. På skulpturens hjemmeside bliver dens udbrud efterhånden registreret, men egentlig er historien om Flammen det essentielle: at den bliver en myte. Nogle har set den og kan fortælle om den, og angiveligt kan man få association til en lysende engel, mens andre vil gå i graven uden at have oplevet »Elia« kommunikere.
Hvordan Cronhammar var kommet på den? Jo, han var blevet bedt om at tænke på en ting til byen, og en lørdag formiddag, da han sad og læste en artikel om turbofræsere i et motorblad, ser han pludselig tingesten for sig.
Modsat mange andre kunstnere på parnasset var Cronhammar decideret uakademisk i sin måde at tænke på. Hverken kunsthistorien eller den nyere filosofi var noget, nogen tænkte videre over, da han gik på Akademiet Uden Lærere i Århus. Men hvad nogle måske ville savne ved ham i dén henseende, havde han så rigeligt i lydhørhed og følsomhed. Og det sidste er ikke i ordets mest fortærskede definition af begrebet. Det er ikke noget med, at husdyr er søde, og blomster er pæne. Cronhammar hentede sin primære inspiration på de brede jyske motorveje og i sin erkendte begejstring for missiler, kamphelikoptere og hangarskibe. Den slags. Han kunne godt lide at slutte dagen med et par film, hvor det amerikanske militær rydder op og i al almindelighed uddeler øretæver i bredfyldt mål.
Et af hans værker blev placeret på campus i universitetsparken uden for Odense. Den kryptiske titel kan tilskrives General Patton, der var en af Ingvar Cronhammars helte. Han havde i hvert fald et stort portrætfoto af ham hængende på væggen i sit værksted med de kraftige computere, den omfattende bogsamling samt barskabet med det obligatoriske elghoved ovenover. Og da hans børn var mindre, plejede han at læse op for dem af generalens erindringer og af hans digte, hvorfra en linje altså har givet navn til værket på universitetets campus.
»As if through a Glass and Darkly – The Landscape« har været besværligt at fremstille og involveret ikke så lidt grundforskning fra nogle af ingeniørerne på SDU – men i grunden er det en enkel sag. Den ligger – som de fleste af Cronhammars værker til det offentlige rum – lidt afsides.
Man ser et »højteknologisk« bassin, og når skidtet ellers virker, flyder en kunstig ø rundt uden nogensinde at røre siderne. Ved siden af bassinet er opstillet en bænk, og når man sætter sig på den, hører man lyden af stille, ligesom tilfældig fløjten, der blander sig med blæsten i træerne, sådan som man selv kan fløjte, når man sidder for sig selv ude i naturen.
Cronhammars værker kan – skematisk – inddeles i lytteposter og tilflugtssteder. De første synes at være maskiner, der med et ukendt formål samler information om det sted, hvor de er placeret. Tilflugtsstederne kan blandt meget andet ses som kunstnerens kommentar til sin tid. Flere af dem kan man gå ind i og være lidt stille med sig selv og tænke sig om. Om dem sagde Cronhammar selv:
»Det ville være fint, hvis de var steder, hvor man kunne falde lidt i staver. Og med al den pladder og den knevren, der er alle vegne i samfundet, har vi brug for nogle punkter, hvor vi kan holde vores kæft for en gangs skyld. Det kan man nu også opleve i naturen. Jeg sad en aften udenfor med en flaske vin. Solen gik ned og farvede himlen, så kom mørket med alle lag af forskellige skygger. Der kom et bette pindsvin tøffende forbi, og så tænkte jeg, jamen, hvad mere skal der til? Oplevelsen var så fuldendt. Jeg var helt salig, havde fred med mig selv og mine omgivelser, og så satte jeg mig om på den anden side af huset og så på Månen.«
Ingvar Cronhammar var en kunstner, der var kritisk indstillet over for sin samtid, hvilket et par citater om kirken og kunstmuseerne kan belyse. På spørgsmålet om, hvorvidt han er troende, svarede han, at »det må jeg sige ja til. Det har været en lang og sej kamp at komme til at kunne indrømme det. Men jeg er ked af statskirken. Jeg er ked af, hvordan kirken er og forvalter trosbegrebet. Der er for megen underholdning. For mange bongotrommer, gospelsang, alternativt teater og børnepasning. Det er ikke til at holde ud. Guds ord er blevet væk. De skulle skamme sig, de synagogeforstandere. Jeg savner, at nogen kan prædike Ordet, og at menigheden har respekt for det og kan holde deres mund og være stille og lytte og lade Nåden fylde.
Det samme med kunstmuseerne. Det er skandaløst. Hvor bliver fordybelsen af? Kunstmuseerne er i for høj grad blevet politikerstyrede, og det handler alt for meget om, hvor mange der kommer gennem tælleapparaterne. Og hvis folk ikke forstår det, må vi endelig sætte ind med noget formidling. Det er politikertænkning, når det er værst. Man flår alle kronbladene af i stedet for at lade den interesserede selv få en forløsning og en herlighedsoplevelse. Der er alt for megen snak og knevren. Kunst er en af de sidste bastioner, der kan forsvare mysteriets ret og nødvendighed. Kunsten skal være en modstand i samfundet i forhold til den lethed, der karakteriserer det. Kunsten bør repræsentere en slags konservatisme, der forholder sig til traditioner og til de store spørgsmål.
Det er ikke, fordi jeg synes, man skal gå og hænge med hovedet og være melankolsk og tænke på døden. For eksistensen er jo noget helt enestående. Men det er, som om man har fravalgt alt det, og alting så består af løs snak. Ja, det er også i orden i sig selv. Fjernsyn og pop og actionfilm. Jeg er selv meget glad for actionfilm, og jeg kan iblandt også lide at høre popmusik, når jeg kører på de jyske highways. Men hver ting til sin tid. Man skal også have lov til at være i dårligt humør.
Det er et problem, at det ikke er velset i vores samfund. Det er et allerhelvedes stort problem, og jeg er sikker på, at denne tvang til godt humør er desperationsskabende. Man skal være glad hele tiden, jublende glad, dum-glad. Men for at være et helt menneske må man have hele registret med. Jeg håber, mine ting kan mane til en eftertænksomhed midt i al larmen.«
Ingvar Cronhammar var et fyrtårn i dansk kunst- og åndsliv. Han holdt op med at lyse den 20. maj 2021. HEART skriver i introduktionen på kunstmuseets hjemmeside, at »selve livet er på spil i Cronhammars værker. Det er alvor. Melankolien og smerten lurer altid sammen med tvivlen. Værkerne skaber en fornemmelse af en allerede indtruffen apokalyptisk tilstand i kraft af deres påtrængende højteknologiske, science fiction-karakter. Store som små har Cronhammars værker altid en uhyggelig kraft. Formsproget er unheimlich i freudiansk forstand. Værkerne synes at høre hjemme i et psykologiens mørke, men, midt i mørkets maskinelle univers findes levn fra naturen som dyreknogler og fuglevinger,« og citerer Cronhammar:
»Værkerne får betydning og tilstedeværelse, når de spændes ud mellem livets to poler: Mellem den basale skønhed, hvor vi næsten henfaldne oplever Guds skaberfinger på den ene side og på den anden det mørke; smerten, alvoren, melankolien. Det er de to poler, der danner klangbunden i livet.«