Thorvaldsens Museum er et af Københavns smukkeste af slagsen. Efteråret og vinteren 2022-23 var billedhuggeren Sean Scully gæsteudstiller. Her er et par tekster om museet. Først om Scullys udstilling og dernæst om en bog om Thorvaldsens tegninger.
Sean Scully placerede foran Thorvaldsens Museum et par meget store brændestabler.
Museets imponerende forhal, hvor der ellers er højt til loftet, var i Scullys udstillingsperiode domineret af en anden stabel af omfangsrige plader beklædt med filt. Hvorfor nu det?
Fordi landets ældste museum for det, der var moderne kunst i 1848, er påbegyndt en ny, fondsstøttet udstillingsrække under titlen Thorvaldsen i tiden.
Den skal, kan man forstå, aktualisere Bertel Thorvaldsens værk overfor nye publikumssegmenter, der måske ikke i samme grad værdsætter det dannelsesmæssige aspekt ved mesterens værker med deres allegorier, referencer til antikken og gengivelse af tidligere mere kendte skikkelser i europæisk historie.
Men hvorfor så Sean Scully? Hvad har en nok så følsom, nutidig minimalist at gøre med en af europæisk nyklassicismes største skikkelser?
Sean Scully (født 1945) er uddannet ved kunstskoler i England og USA, hvor han slog sig ned i midten af 1970erne.
Scully gjorde tidligt op med minimalismens knivskarpe og iskolde karakter til fordel for et mere vibrerende og stofligt, ofte varmt og poetisk formsprog, som man også kunne møde under udstillingen i Thorvaldsens Museum, der rummede eksempler på såvel hans skulpturer som forestillingsløse malerier og arbejder på papir. Han har udstillet og er repræsenteret i førende museer over det meste af verden. Det er ikke for meget at kalde Scully en af billedkunstens stjerner. Selv kvitterede han venligt ved at kalde Thorvaldsen for en superstar i forbindelse med sin udstilling i mesterens museum.
Men tilbage til spørgsmålet om, hvorfor der stod tre tårne af træ på Thorvaldsens Plads, der ellers er så smukt og præcist udformet af Torben Schønherr i samarbejde med Jørn Larsen og fremstår som en af de mest rolige og stilfærdige småpladser – nærmest et visuelt og mentalt pauserum – i København.
Om skulpturerne på pladsen hed det, at en af deres referencer – udover, formodentlig, at være en monumental kommentar til arkitekturen – var til træ. Til Danmarks historie som søfartsnation og til træbådene der bragte mesterens værker fra fregatten Rota i land den skelsættende dag i dansk kunsthistorie, da Bertel Thorvaldsen (1770-1844) ankommer til København efter omkring 40 år i Rom.
Det er i 1838, det sker, og begivenheden er skildret af Jørgen Sonne på væggene af M.G. Bindesbølls (1800-56) bygning. Noget af træet, der indgår i skulpturen, er i øvrigt fundet i vandet ved Papirøen, hvor det har ligget siden 1600-tallet. Andre af de stablede træbjælker stammer fra de såkaldte flådeege. Det er de 16.000 træer, det blev plantet til erstatning for de egeplanker, der var blevet brugt til at bygge de orlogsskibe, den engelske flåde stjal i 1807. Et visionært projekt med lange perspektiver, kan man sige, der blot blev overhalet af den teknologiske udvikling. Til gengæld har egetræerne i høj grad bidraget til forskønnelse af landet.
Måske kunne man lige så godt have hentet et læs i en trælasthandel uden for byen. Men så ville man mangle den historiske dimension, der ligger implicit i udstillingens fortælling om slægtskab mellem kunstnere på tværs af tid.
Kunstnere står på ryggen af hinanden i en lang historie. Udover museets ambition om at nå andre end de besøgende, der er særligt interesserede i Thorvaldsen, er kunstneres forbundethed med hinanden og med historien en del af den ånd, der hviler over udstillingen.
Blandt Sean Scullys kunstneriske greb er skulpturer, hvor noget er stablet.
Marmorskiver, zinkbaljer, glas fra Murano. Sidstnævnte glødede i dagslyset i et af museets smukkest dekorerede rum med centrale scener fra Bibelen gengivet i loftet.
Marmorskulpturen, der er i skinnende sort modsat Thorvaldsens insisterende hvide værker, var placeret som en mindesøjle ved Thorvaldsens grav i bygningens indre gård. Stablen af gamle zinkbaljer under delvis nedbrydning af ælde viser ligesom glasset og marmoret Sean Scullys fornemmelse for nuancer af gråt. Zinkbaljerne ikke mindst når sollyset fik fladerne til at vibrere, og vinduets rammer skaber nye mønstre på fladerne.
Sidste del af udstillingen, der var ophængt side om side med værker af Thorvaldsen i nogle mindre rum i bygningens førstesal, viste Scully som den fine abstrakte maler, han er.
Udgangspunktet er enkelt og minimalistisk – men samtidig afvisende overfor minimalismens kølige og upersonlige udtryk. Farvebanerne træder ud mod betragteren eller trækker sig tilbage i billedfladen og indgår i indbyrdes dialoger og i dialog med os, der står og kigger på dem.
Udstillingen var velsignet med få formidlingstekster. Til gengæld er de præcise. I introduktionen til Sean Scullys malerier og papirarbejder stod der blandt andet, at for Scully (og det kan jo så gælde talrige af hans kolleger) er maleriet et sted for empati. Det er fint formuleret, for i mødet med maleriet – også det forestillingsløse som i dette tilfælde – kan der for en stund etableres et rum af følelser som for eksempel glæde over skønhed eller nysgerrighed overfor komposition, metode og bagvedliggende tanke.
Thorvaldsen er der tilsyneladende ingen ende på.
Næppe var markeringen i 2020 af 250-året for billedhuggerens fødsel afsluttet, før der forelå en stor mursten af et bogværk dedikeret til mesterens tegninger. Det er en udgivelse fra Gads Forlag, der indbyder til at fordybe sig i motiver og temaer – skrevet på måde der er inviterende.
Skulpturen og tegningen er intimt forbundne medier og udtryk. Begge skaber rum. Når blyanten eller pennen aftegner linjer og former på papiret, opstår motiver og fortællinger, der i sig selv kan være betydningsbærende. Så er tegningen et fuldgyldigt værk i sig selv.
Tegningen er også en øvelse i at se og i at skabe en koordineret forbindelse mellem hånd og øjne, og så er tegningen for billedhuggeren et forarbejde. »Tegningen er grundlaget for den kunstneriske proces,« skriver bogens forfatter, tidligere direktør for Thorvaldsens Museum, Stig Miss, med tanke på Wiedewelt i introduktionen til temaet.
Bertel Thorvaldsen kom til verden i København i 1770. Ikke til et rart hjørne af verden. Ikke en god barndom – sådan som det blandt andet er søgt levendegjort i Maria Hellebergs roman, »Alberto«, fra 2006. Som en kejtet dreng uden lærd bagage kommer han på Kunstakademiet i 1781 – og der kommer han halvvejs hjem. Helt hjem kommer Thorvaldsen, da han i 1796 rejser til Rom, hvor han med få afbrydelser lever og bor i omkring 40 år, har det godt og bliver berømt som en af Europas største billedhuggere.
Han ligger begravet midt i det museum midt i København, der er tegnet af Gottlieb Bindesbøll.
Thorvaldsen nåede ikke at se museet færdigopført men har dog om facaden sagt: »Se, museet smiler«.
Det er en exceptionel bygning, hvis mure er dekoreret med frise af Jørgen Sonne forestillende Thorvaldsens hjemkomst til København i 1838. Billedet gengiver mange af tidens kulturpersonligheder, der var mødt op for at hylde Thorvaldsen. Også nogle stykker der faktisk ikke var til stede på selve dagen den 17. september. De fortjente blot at være fastholdt for eftertiden i dette monument over en vigtig begivenhed i dansk kultur.
Af Thorvaldsen kendes knap 1700 tegninger, hvoraf de fleste tilhører museet dedikeret til hans indsats og i øvrigt er tilgængelige digitalt via museets hjemmeside. Omkring halvandet hundrede gøres til genstand for nærmere undersøgelse i bogen.
Thorvaldsen tegnede og tegnede og tegnede. På Kunstakademiet, på rejsen til Rom, i Rom og tilbage fra Rom – og havde det ikke været for baronesse Christine Stampe havde han også tegnet på sit livs sidste aften – den 24. marts 1848 – men hun syntes, som Stig Miss fortæller, at han skulle hvile sig.
Er alt, hvad Thorvaldsen har tegnet så lige vidunderligt og uerstatteligt? Eller er det navnet, der patinerer dem og gør dem til en vigtig del af kulturarven? Som Stig Miss redegør for, brugte Thorvaldsen tegningen på mange måder. Udover som øvelse eller stundom som gave var det regulære arbejdstegninger, der kunne antyde proportioner i kommende skulpturer og elementers indbyrdes placering i dem. Selv tillægger Thorvaldsen dem heller ingen videre vægt i sine testamentariske beslutninger om at betænke fødebyen med sit indbo.
Andromache og Astyanax, 1805
Måske, overvejer Stig Miss, er Thorvaldsens »Haandtegninger« nævnt i en opremsning i hans sidste vilje sammen med »Bøger og hvilkesomhelst andre antikke og moderne Gienstande« snarere tegninger udført af andre af de kunstnere, hvis værker, Thorvaldsen samlede på. Hans skødesløse omgang med papirlapperne med skitser tyder også på det.
Alligevel og selvfølgelig er 159 eksempler på Thorvaldsens tegninger fastholdt på små 400 sider ledsaget af Stig Miss’ analyser af billederne. Velegnet til at læse enkeltvis eller nogle stykker ad gangen. Skrevet i et let tilgængeligt sprog og ikke uden humor.
Stig Miss får også fortalt, hvordan Thorvaldsens eftertid har revurderet hans værk ud fra den pågældende samtids præmisser. Afskrevet og genopdaget – blandt andre af Asger Jorn (1914-73, der i 1962 henvender sig til Thorvaldsens Museum med nogle friske forslag om at udgive et par bøger om Thorvaldsen og ikke mindst hans tegninger. Skulpturerne, antikken og klassicismen interesserede Jorn mindre. Det var skitserne, der skulle belyse Thorvaldsens personlighed.
Forslaget, der var finansieret af Jorn selv og »en dansk grosserer i Paris«, blev da også taget vel imod af museets direktør, Sigurd Schultz, der svarede Jorn, at det lød »som stærefløjt på en solskinsdag«. Men også Solen går ned og mennesker på pension, så ideen blev ikke realiseret.
Vi ved heller ikke, hvilke værker Jorn havde udvalgt til publikationen. Men nu foreligger altså en række forskellige tegninger fra skitser og arbejdstegninger til færdige værker i form af for eksempel gaver til en kvinde, som Thorvaldsen måske håbede ville afvente hans hjemkomst, da han i efteråret 1796 tog på en studierejse til Rom.
Små seks år senere skriver en ven hjemmefra til København, at det var meget beklageligt men, »din gamle Kiæreste er bleven kiæd af at vente længere« og har giftet sig med en murermester, der hed Slage.