Jacopo dal Ponte blev født omkring 1515 i byen Bassano, som han senere tog navn efter. Bassano ligger syd for Vicenza.
Jacopo Bassano arbejdede en tid i Venedig, hvor han blev inspireret af blandt andre Tizian, men han vendte tilbage til sin fødeby, hvis rurale omgivelser må have påvirket hans motivvalg med vægt på husdyr og landskaber med Monte Grappa i det fjerne.
Bassano fik fire døtre og fire sønner. Sønnerne blev alle udlært i hans værksted, ligesom han selv var blevet det i sin fars. En af sønnerne fortsatte med at drive faderens bottega i Bassano, mens de tre andre åbnede et værksted i Venedig, der var områdets kunstneriske centrum. Besøgende i La Serenissima – den lysende og mest ophøjede by – kender måske Francesco Bassano den Yngres udsmykninger i Palazzo Ducale. Et af billederne forestiller dyrene, der parvis ledes hen til Noahs ark.
Det er ikke helt tilfældigt, at det netop er denne bibelske scene, der fremhæves her. Skildringer – kærlige skildringer – af dyr var et af Jacopo Bassanos og hans slægtninges tilbagevendende motiver, som det også fremgår af en udstilling i Sinebrychoff Kunstmuseum i Helsinki. Udstillingen vises til 12. januar 2025.
Som nævnt var der tale om tre generationer af malere, der arbejdede i fællesskab i værksteder i Bassano og Venedig og kopierede mange af de mest salgbare billeder til kundekredsen. De var altså ikke billedkunstnere i mere moderne forstand men dygtige håndværkere, der leverede deres ydelser. Klienterne kunne bestille forskellige former for billeder – herunder ikke mindst portrætter – og betalte ofte også for materialerne. En yndet farve var ultramarin, der var lige så dyrt som guld, og derfor blev det undertiden billige erstatninger som smalte, der så siden i nogen grad har mistet deres farvestyrke. Forud for udstillingen i Helsinki, der rummer lån fra andre af kontinentets betydningsfulde museer som for eksempel Accademia i Venedig, Louvre i Paris og museet i kunstnerens hjemby, Bassano del Grappa, har flere af malerierne undergået restaurering. Også det er en af udstillingens fortællinger.
Men det er Bassanos særlige vægt på gengivelsen af landskabet og skildringen af dyrene, der især bevæger i denne sammenhæng. Som andre i tiden malede Bassano – udover, som nævnt, portrætter – bibelske scenerier, som han gengiver i en særlig pastoral iscenesættelse, hvor landskabet bliver en bærende del af fortællingen. Naturen gengives mere detaljeret og får en større vægt.
Scenerne kan være nogle af de bærende fortællinger i Bibelen som Jomfru Maria med barnet og eventuelt i selskab med Johannes Døberen, hyrdernes tilbedelse af Barnet eller flugten til Ægypten. Men i mange af udstillingens billeder er det påfaldende, hvor meget husdyr – får, kvæg, heste, hunde – fylder i kompositionerne. Slående er det også, at dyrene, der i sammenhængen med Den Store Fortælling egentlig kun er en slags staffage ligesom det omkringliggende landskab er en kulisse, får af betydning i malerens gengivelse, der er omhyggelig, indleveret og ligefrem individualiseret. De firbenede skabninger blander sig kompositorisk ugenert med de tobenede, ligesom der er malerier på udstillingen, der udelukkende gengiver dyr der nærmest bliver monumentale figurer i et landskab med Grappa-bjerget ved Bassano i baggrunden som i billedet To hunde fra omkring 1555.
Til en vis grad fremtræder landskabet og de dyr og mennesker, der befolker det, realistisk. Hyrdernes fødder er beskidte, dyrene ikke idealiserede. Til gengæld er naturen måske beåndet. Det er i hvert fald i den, Johannes Døberen som voksen modtager et budskab i skikkelse af et himmelsk lys gennem en klippesprække i altertavlen Johannes Døberen i Vildmarken (1558). Det er som en ældre mand med skæg og et kors i hånden. Et andet af udstillingens billeder viser Johannes Døberen som barn. På vej hjem fra en udflugt plukker han blomster til sine bekymrede forældre, og i scenen sammenflettes både en almenmenneskelig historie og en forudanelse af, at Johannes Døberen var forudbestemt til et spille en særlig rolle i kristendommen.