For omkring 20 år siden siden besøgte jeg Edmund de Waal i London.
Det var flere år før, han blev berømt for sine bevægende bøger, »Haren med de ravgule øjne« og »Breve til Camondo«, der begge rummer en sørgmodig stemning af det gamle Europa, der blev skyllet væk under nazisternes blodbad. Bøgerne erindrer om, at historien har det med at gentage sig.
Edmund de Waal og jeg mødtes i hans atelier syd for Themsen. Som mange andre keramikeres værksteder er også Edmund de Waals meget fotogent med dybe reoler fyldt af dekorative ophobninger af små og store skåle, der var kommet ud af brændeovnene. Sollyset faldt smukt gennem de støvede ruder. Der herskede en atmosfære af håndværk og fordybelse. Dejligt sted. Fuld af ro. Og ånd.
Mødet var kommet i stand, fordi en fond havde givet nogle midler til et ophold i London i forbindelse med en bog om byen. Betingelsen var, at jeg skulle møde to navngivne britiske billedkunstnere.
Edmund de Waal (født 1964) var den ene, og jeg husker ham som et meget venligt og blidt, velartikuleret og kultiveret menneske. Der var ingen formelle krav om interview eller lignende, så det blev en samtale om kunst og kunsthåndværk. Vi talte blandt andet om Grayson Perry. Nogle år forinden havde Grayson Perry vundet Turner-prisen. Det eneste overraskende ved det var, ifølge Edmund de Waal, at Grayson Perry var pottemager. Som Edmund de Waal selv. Som om arbejde med keramik ikke blev regnet for et validt materiale i Kunst, forstod jeg det som. Jeg husker ellers, hvor overvældende det havde været nogle gange i årtiet forinden at se Greyson Perrys høje, dekorerede krukker med frygtelige fortællinger om overgreb mod børn i Charles Saatchis galleri i Boundary Road.
Det viste sig under samtalen, at Edmund de Waal havde et dybtgående kendskab til dansk keramik. Han er sådan set ekspert i dansk keramik. Vi talte blandt andet om Thorvald Bindesbøll. Om hans eget arbejde ikke så meget. Men jeg havde set det i Kunstindustrimuseet og efterfølgende her og der. Og – i sidste øjeblik – i keramikmuseet i Middelfart, hvor Edmund de Waal udstillede fra efteråret 2023 til sommeren 2024.
Måske typisk for Edmund de Waal i en selvvalgt underspillet rolle, hvor han generøst fokuserede på en af de store danske kunsthåndværkere, Axel Salto, med en fin og poetisk hilsen til Salto i slutningen af udstillingen. Den var i øvrigt tilrettelagt som en rundgang i Saltos rigt facetterede værk. En rute man ikke behøvede følge slavisk – men man kunne sige, at optakten var en stor konstruktion med eksempler på Axel Saltos vaser og krukker. Som var man trådt ind i en stor ovn, hvor værkerne blev dramatisk belyst.
Axel Salto (1889-1961) er vel mest kendt som keramiker. Men som udstillingen i keramikmuseet generøst påpegede, beherskede han de fleste medier og materialer fra maleri til grafik, tegning og design, og han skabte smukke tekstiler. Han kunne også formulere sig poetisk men alligevel præcist om sit arbejde. Udstillingen rummede adskillige citater, der var med til af understrege Saltos udstrakte brug af nogle af billedkunstens store klassiske inspirationsområder som naturen og mytologien. Salto var blandt andet optaget af metamorfosen og satte billeder til Ovids samling af fabler om forandringer og udviklinger.
Det vokser og stritter i Axel Saltos værk, linjer snor sig, og mønstre er organiske. Det er som i en symfoni af Carl Nielsen, hvor alting i naturen pibler og spirer og udvikler sig. Som er livet uudslukkeligt. Hos Edmund de Waal er det anderledes. Også poetisk. Helt sikkert. Ualmindeligt poetisk. Men på en minimalistisk og tyst måde. I et rum i rummet, en hvid kube inde i den store hvide kube – det højloftede udstillingsrum med udsigt til Lillebælt -viste Edmund de Waal fine små, udseendemæssigt ganske beslægtede krukker og fragmenter i porcelæn, små stykker pur skønhed i sølvplader og bladguld. Meget stille og meget smukt. Det er ikke umuligt at associere til netsukerne i »Haren med de ravgule øjne« og mange af de andre, udsøgte kunstgenstande, der optræder i Edmund de Waals bøger. Tilsyneladende så små og ubetydeligt men desuagtet værdifulde, fordi de er vidnesbyrd om æstetisk sans, håndværksmæssig kunnen, historisk og kunsthistorisk tradition, viden og erfaring og dermed noget alment – og meget værdifuldt – menneskeligt