Det var et stort tab for dansk kunst, at Gl. Holtegaard lukkede i efteråret 2024.
Gennem årerne har Gl. Holtegaard vist mange fine og interessante udstillinger. Skulle man spontant nævne en stor håndfuld, kunne det for eksempel være med kunstnere som Per Bak Jensen og Martin Erik Andersen, Maiken Bent, Anna Bjerger, Marlene Landgreen, Peter Holst Henckel, Jesper Just. Temaudstillinger om barokken og såmænd også om Venedig der har en særlig plads i mit hjerte.
Dertil kommer vellykkede skulpturudstillinger i parken, der for efterhånden et kvart århundrede siden blev renoveret, og i øvrigt også er ramme om andre aktiviteter som plukning af æbler. Det har været betagende at se, hvordan parkens geometri – og den iscenesættelse og tolkning af verdensordenen de lige linjer repræsenterer – har været udgangspunkt for de tilbagevendende udendørs udstillinger, hvor samtidskunsten på forskellig vis undertiden har formet sig som kommentarer til den hierarkiske tilværelsestolkning. Årets udstilling i parken blev skabt af Nina Beier. En fin og poetisk installation der uvilkårligt reflekterede tabet over udstillingsstedet. Og tab i al almindelighed. Men også erindring. Man kunne få associationer til for eksempel at gå på en gammel kirkegård, hvor ældre gravsten ligger tilsyneladende tilfældigt spredt i græsset. De gamle gravsten kan være vanskeligt aflæselige men indhuggede bogstaver, symboler og årstal væves alligevel sammen til brudstykker af en større fortælling om noget, der har været her, været forbundet; en egns historie, en families. Det var, som i det Rilke-digt, In einem fremden Park, jeg var til eksamen i i tysk ved min studentereksamen: Hvad er det, man søger her blandt bedene?
Nina Beiers værk til Gl. Holtegaards barokhave hedder Ø. Men er nogle mennesker det, når det kommer til stykket?
Over parken bag udstillingsbygningen kan der hvile en velsignet ro. Det var også sådan, arkitekten bag Gl. Holtegaard, Lauritz de Thurah (1706-59), havde tænkt sig det landsted, han i 1756 opførte til sig selv. Ikke mindst haven skulle lette hans sind fra »de mange besværlige og fortrædelige Embedsforretninger«.
Lauritz de Thurah var en stolt og selvbevidst mand, der fik realiseret mange byggeprojekter – blandt dem Eremitageslottet og dele af Frederiksstaden efter Niels Eigtveds død – men oplevede selvfølgelig også modgang, som når andre arkitekter løb med en opgave, han syntes lå lige til højrebenet for ham. Så er det godt at have et 30.000 kvadratmeter stort haveanlæg med lige, regelmæssige gange til at tænke genopbyggelige tanker.
Haven overlever nok den begrædelige afvikling af kunsthallen. Trods manglende modernisering og herunder en mere tidssvarende klimastyring var de tilsammen små 300 kvadratmeter udstillingsfaciliteter fordelt på regulære sale meget vellykket til formålet.
Det har været en gennemgående fin oplevelse at se, hvordan lokalerne stifter karakter og stemning fra udstilling til udstilling. Man kunne argumentere for, at udstillingerne omfangsmæssigt er små i forhold til andre kulturelle tilbud i regionen med mere plads. Men omvendt kunne man også hævde, at størrelse betyder mindre, hvis udstillingerne til gengæld er så seværdige. Hvilket i reglen har været tilfældet.
Sidste udstilling i bygningen syntes også – ligesom Nina Beiers installation i parken – at kredse om erindring og familiers historie. Den var skabt af Ida Maria Hede og Miriam Kongstad og hed Ghost. Såmænd. Inspirationen til fortællingen var også udstillingsstedets udgangspunkt.
Gl. Holtegaard har eksisteret som kunsthal siden begyndelsen af 1990erne finansieret af en blanding af offentlige og private midler samt fondsstøtte til udstillingerne. Det sidste er blandt andet opnået, fordi flere ledelser af kunsthallen har været gode til for eksempel at udtænke udstillinger med barokken som et omdrejningspunkt og dermed en forbindelse til stedets arkitektur og historie.
I introduktionen til Ghost lyder forklaringen på Gl. Holtegaards begyndelse, at midlerne til at drive stedet stammede fra »en fond, der oprindeligt blev stiftet af Aase Breda (1895-1986) i 1972 med det formål at varetage, udstille og formidle samlingen af over 200 værker skabt af Aases afdøde søster, maleren Ebba Maria Kirstine Breda (1893-1950). «
Ebba Breda (1893-1950) bliver ikke betænkt med mange ord i seneste udgave af Weilbach. Der er vel heller ikke så meget at sige i forhold til så mange andre i hendes samtid, som på forskellig vis fornyede maleriet. Ebba Bredas billeder er som ekkoer af noget svundent. Hendes »bedste billeder er de tidlige opstillinger fra pariserårene, hvor hun demonstrerer en fin fornemmelse for kompositionen, og hun gengiver omhyggeligt genstandenes materialer, farveglød og lysreflekser,« skriver Dorthe Falcon Møller i kunstnerleksikonet. Pariserårene henviser til Ebba Bredas studier hos Alice Bastide fra 1926 til ’32. Alice Bastide (1868-1959) vil vel være mest husket for sine triste billeder af sorgfulde skikkelser; navnlig i de seneste adskillige år af sit liv. Men i sine yngre dage var hun et navn i Salonerne og andre steder i Paris tidligt i 1900-tallet.
Med et beskedent udvalg af Ebba Bredas billeder – nostalgiske blomstermalerier ikke mindst – og nogle artefakter fra hjemmet er det lykkedes Ida Maria Hede og Miriam Kongstad at skabe nogle stemninger i rummene, der desværre passede alt for godt til stedets triste skæbne, altså lukningen, ved at belyse forskelle på opfattelser af kunst nu og så dengang i 1930rne, da kunstsynet og hele opfattelsen af kvindens position i samfundet var fundamentalt anderledes. I en række tekster i udstillingen og et ledsagende hefte kredser Ida Marie Hede om de to Breda-søstres liv sammen, indsat som de var i borgerskabets stuer med linjer til vore dages borgerskab og dets feminine selviscenesættelse, hvor det er en vogue, at man »cykler på ens cykler, befolker cafeerne i de samme hoodies, hænger over de samme kaffer, og grød i en fælles rus af fælles levet liv.« Teksterne er som et litterært ekko af Christian Kampmann og af Ivy Compton-Burnett, der begge kunne skrive lavmælt om sjælelige traumer og uopfyldte potentialer.
Efter udstillingen gik vi – som så mange gange tidligere – ud i parken, der også var præget af denne vemodige efterårsstemning af et farvel til noget, der var fint men som nu forsvinder. De mange nedfaldne æbler på stierne mindede om død og undergang men også de nye livsmuligheder, der opstår for insekter af forskellig art, og hos fuglene der finder føde i naturens eget forrådskammer. Måske var det stemningen, måske var det blot årstiden, måske blot en søndag ugen før Gl. Holtegaards lukning, men det virkede, som om forfaldet allerede var begyndt at snige sig ind i parken. Hér planter som burde have været placeret indendøre for at klare vinteren. Dér buske som manglede en kærlig hånd. Og så alle de mange frugter på jorden. Som at gå igennem en sti af gamle knogler, når æblerne bristede, når man trådte på dem.
I kølvandet på lukningen af Gl. Holtegaard som udstillingssted var der endnu en trist tildragelse i det danske kunstliv. Også Skovhuset ved Søndersø i Værløse lukkede efter knap et halvt århundredes udstillingsvirksomhed – og også det tilfælde blev det på grund af afvikling af kommunale tilskud. Skovhuset havde måske ikke en så fremtrædende plads i bevidstheden som Gl. Holtegaard. Men gennem årene er det alligevel blevet til adskillige oplevelser af fine udstillinger. Kursen har været noget svingende gennem årene – men ansættelsen af Lars Grambye gav i hvert fald den, der skriver disse linjer, en stor optimisme i forhold til udstillinger af land art og tidens mange forsøg på at arbejde kunstmæssigt og idemæssige med eksistentielle spørgsmål som menneskets placering i naturen, sådan som der har været tilløb til i adskillige udstillinger i ind- og udland og herunder biennalen i Venedig i de senere år.