Ved meddelelsen om, at Lundgaard & Tranberg Arkitekter har vundet konkurrencen om en ny udstillingshal til skibene i Vikingeskibsmuseet, kan der sænke sig en vis forventningsfuld lettelse. Det kan ikke gå galt. Slet ikke så galt som hvis den arkitektoniske tone på stedet var blevet drejet i retning af en slags temapark med skibene og deres tid som en forlystelse.
En vigtig præmis for løsningen er, at skibene bliver sikrede mod stormfloder. Om vinderforslaget skriver Dansk Arkitektur Center blandt andet, at »det nye byggeri skal opføres langs med kildeløbet, der løber fra Roskilde Bypark ned mod fjorden. På den måde bliver der skabt en smuk og tydelig forbindelse til byen og Roskilde Domkirke, som de vikinger, der sejlede i Skuldelevskibene for 1000 år siden, var med til at bygge fundamentet til.«
Den eksisterende vikingeskibshal bevares og renoveres – det manglede også bare, for det er på sine egne præmisser et smukt og smukt beliggende byggeri – så her er nogle betragtninger over stedet fra seneste besøg:
I bunden af Roskilde Fjord ligger Vikingeskibsmuseet. Gennem årene har der været en tilbagevendende debat om bygningen. Nogle mente, den var grim og brutal. Andre at den gerne måtte være lidt mere vikingetidsagtig. Og så var der nogle, der fandt, at det var et fint byggeri rundet af sin tid. Store skænderier. Det er ellers sådan et dejligt fredeligt sted med en fortælling om en vigtig del af vores historie og med arbejdende værksteder og både på land. Nabo til Ro’S Galleri hvor der ligger nogle kunstnerværksteder. Der er et vandrehjem. Og en marina af den slags der heldigvis stadig er en del af landet rundt. Hyggelige steder hvor mennesker kan lide at mødes ved deres både eller blot gå en tur på kajen og måske få en lille forfriskning.
Alt sammen noget det er bedre at gøre i de lunere måneder. Men man da gå en frisk vintertur langs vandet og kigge på miljøet og på museet, der blev opført, efter fundet i slutningen af 1950erne af nogle skibe fra den sene vikingetid, der for små tusind år siden blev sænket som en del af forsvaret af Roskilde Fjord. Skibene er mellem 11 og 30 m lange og har været i brug i 20-30 år, indtil de blev lagt til hvile i Peberrenden. Efter fundet af Skuldelevskibene blev det besluttet at opføre et sted, hvor de kunne udstilles. Det åbnede i 1969, og i 1997 blev udstillingshallen suppleret med de arbejdende værksteder, der i dag er med til at give området liv og tiltrækningskraft.
Fra hallens store vinduer er der et smukt syn ud over Roskilde Fjord, så man kan altså stå og forestille sig, hvordan stedet var et politisk og militært vigtigt område i vikingetiden. Forskellige udstillinger kan så supplere fantasien med hårde facts, og museet – der endnu ikke nåede at blive en strømlinet del af oplevelsesturismen som mange andre kulturhistoriske museer – har blandt andet en charmerende primitiv visualisering af, hvordan det var, da vi sejlede i dårligt vejr i de store både til for eksempel England.
Konkurrencen om en udstillingshal til Skuldelevskibene blev vundet af Erik Christian Sørensen, og hans ambition var at skabe en renfærdig bygning inspireret af tidens brutalistiske arkitekturidealer om ærlige bygninger, hvis nødvendige konstruktioner var blotlagt som et princip. Idealet må have været, at det ikke var bygningen, der var hovedpersonen på stedet men i stedet skibenes spinkle skrog, der nu hviler sig, som er bygningen et smykkeskrin. Det drejer sig om museumsgenstandene – og den storslåede natur, der breder sig uden for de store vinduer, og det lykkedes at opnå en vis maritim stemning i samspillet mellem inde og ude.
Fem vikingeskibe er der i den store udstillingshal, og der har gennem tiderne været omtrent lige så mange meninger om, hvad fremtiden skulle være for Erik Christian Sørensens museumsbygning. Som nævnt er der nogle, der synes, det er en grim bygning. Andre det modsatte. Sidstnævnte holdning kan ledsages af et synspunkt om, at så må bygningsværket restaureres for nærmest enhver pris.
Det eksisterede også det synspunkt, at hvis Vikingeskibsmuseet ikke længere er tidssvarende, og vægge og vinduer ikke kan klare presset fra vejr og vind, må man bygge en ny ramme til formidlingen af fortællingen om Skuldelevskibene.
Men hvad så med den gamle bygning? Jeg har hørt et forslag om, at den store hal blev sat under vand som en slags udklækningsanstalt for søheste, der, når de var gamle nok, på den mest poetiske måde forlod bygningen og svømmede ud i Roskilde Fjord, når den globale opvarmning på et tidspunkt når grader, der er velegnede for søheste. Indtil da kunne de måske være i en tryg havn i den gamle hal. På et tidspunkt ville bygningsværket selvfølgelig erodere og blive en ruin. Som det sidste billede på, at også vikingetiden havde sin begrænsede udstrækning, og siden rejste andre riger og imperier sig.
Lundgaard & Tranberg har vundet konkurrencen i samarbejde med landskabsarkitekten Marianne Levinsen og arkitekten Christoffer Harlang. Museumsbygningerne samt omformningen af landskabet forventes endeligt færdigt 2030.
Illustrationerne til teksten om Vikingeskibsmuseet er pressefoto fra museet. Den fulde akkreditering er: Fotograf: Werner Karrasch, Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde,