Mindenlunden er under alle omstændigheder et besøg værd. Året rundt. Til den 24. december knytter sig imidlertid særlige traditioner. Nogle hundrede mennesker samles i skumringstimen foran gravfeltet- Der bliver tændt lys, lagt blomster og sunget . Det er meget smukt, stemningsfuldt og en fin, alvorlig og eftertænksom pause i de travle juledage. Her er historien om det store monument ved gravfeltet. Det har siden fået selskab af skulpturer af Bjørn Nørgaard og Per Arnoldi. Sidstnævnte holdt årets tale.
Mindelunden i Ryvangen blev indviet den 29. august 1945 på toårsdagen for ophøret af forhandlingspolitikken.
Der havde været overvejelser om en konkurrence om monumentet for de faldne, og der havde været fremsat forskellige forslag til, hvordan mindeparken skulle indrettes – blandt andet havde fire anonyme arkitekter med tilknytning til modstandsbevægelsen udarbejdet en plan for en cirkelrund gravplads tilsået af kornblomster, valmuer og skarntyder suppleret med birk og vilde roser – men arkitekten Kaj Gottlob (1887-1976) blev sammen med landskabsarkitekten Aksel Andersen (1903-52) udpeget til at udforme anlægget, og kirkeministeren, Arne Sørensen (1906-78), der havde været aktiv i modstandsbevægelsen og med partiet Dansk Samling og det såkaldt tredje standspunkt tog afstand fra såvel socialisme som liberalisme, havde besluttet sig for et monument af billedhuggeren Axel Poulsen (1887-1972), der havde skabt adskillige historiske mindesmærker og herunder Genforeningsmonumentet i Fælledparken.
Axel Poulsen havde faktisk et forslag klart. Ideen til motivet – en mor med sin faldne søn i armene – var opstået allerede under indtryk af begivenhederne den 9. april 1940, og kunstneren havde ved flere lejligheder vendt tilbage til sit udkast, som han til sidst udarbejdede en model i ler af. Det var den, der dannede grundlag for Arne Sørensens beslutning.
Den blev kritiseret fra flere sider. Blandt andet af Mogens Fog og Frode Jakobsen, der begge var ministre i Befrielsesregeringen, af Modstandsbevægelsens kunstneriske udvalg og Frit Danmarks kunstneriske udvalg. Kritikken gik først og fremmest på, at kirkeministeren havde uddelt opgaven ad køkkentrappen, som maleren Folmer Bendtsen formulerede det, og at Danmarks unge kunstnere blev frataget muligheden for at udarbejde forslag til den nationale mindepark. Flere kunstnere gav udtryk for, at Axel Poulsens forslag mere var et »9. April Monument end et Monument over Modstandsbevægelsen og den Aand, der gennemtrængte den«.
Blandt de protesterende var også fremtrædende kapaciteter i dansk kunst som Kunstakademiets direktør, Johannes Bjerg, og direktøren for Statens Museum for Kunst, Leo Swane, samt Aksel Jørgensen, Gerhard Henning og Astrid Noack, som alle havde plads i det kunstudvalg, der under Besættelsen var nedsat på foranledning af Modstandsbevægelsen netop med henblik på de mindesmærker, der skulle opstilles, når freden var kommet til landet. Paul la Cour (1902-56), der blandt andet var forfatter til Fragmenter af en Dagbog og en fin kender af europæisk kunst og digtning, gav i et interview i dagbladet Land og Folk udtryk for, at Axel Poulsens skulptur havde et grædekonemotiv, der ville »sentimentalisere Mindet om de Faldne« i stedet for at anskueliggøre, at frihedskæmperne »døde i en Kamp, der førte til Sejr«. Også kunstnersammenslutningerne Corner, Høstudstillingen, Den Frie Udstilling, Grønningen, Kammeraterne og Koloristerne protesterede ud fra den samme holdning mod beslutningen om ikke at udskrive en konkurrence men i stedet vælge Axel Poulsens monument, som – fandt de – passede bedre til Sønderjylland.
Men det blev Axel Poulsens skulptur med det samme vers af Kaj Munk på soklen som på mindestenen ved henrettelsespladsen, og som tiden er gået, og sårene er blevet lægt, også hvad striden om monumentet angår, er Moderen med den dræbte søn blevet en naturlig del af Mindeparken. Skulpturen, der i sin tids udtryk parafraserer den mest berømte pieta-fremstilling, Madonna med Jesus, tolker ikke modstandskampens ånd og herunder heller ikke den protest mod myndigheder og statsmagt, der lå i frihedskampen. Den er et symbol på sorgen over de døde; mere et sindbillede på en begravelsesplads end en manifestation af den folkelige modstandskamp set i lyset af det svigt, samarbejdspolitikken blev set som, og på den måde indgår den i en stilfærdig tradition for skulpturer på danske kirkegårde og nationale mindeparker. Monumentets kvindeskikkelse kan ses som Moder Danmark og den unge mand som en af Danmarks sønner – og det er på denne måde et billede, der samler gravene, der nok har individuelle inskriptioner men også i kraft af sin ensartede udformning kan ses som et fælles hvilested for nogle af dem, der døde for den samme idé om frihed, og som nu – for at strække metaforen yderligere – nu sover i indviet jord.
Skulpturen havde i øvrigt også sine forsvarere i datidens debat som redaktør Erik Arboe-Rasmussen (1893-1967), der havde skrevet flere bøger om modstandskampen og i øvrigt var far til en af de frihedskæmpere, der ligger i Mindelunden. I en kronik i Nationaltidende den 4. maj 1952 vender han sig indledningsvis mod udformningen af indgangen, som han synes er uklædelig og mest af alt ligner »Opgangen til en S-banestation«, mens han om Axel Poulsens monument skriver, at »der er en Sorgens Strenghed (over den red.). Og en Dødens, man tør vist godt sige levende Ro over dette Moderansigt. Og ser man mod dette sjældne Kunstværk, ja, da faar man en sær Fornemmelse af, at det er Alteret over en Kirke, hvis Kuppel er Guds blaanende Himmel. Hvis Vægge de spirende Træer.« I flere kronikker og indlæg i aviserne gjorde Erik Arboe-Rasmussen i øvrigt gældende, at det offentlige Danmark grundlæggende havde svigtet Mindelunden ved nærighed og valg af billige løsninger som tagpappet til pergolaen, og han rejste spørgsmålet om, hvorvidt ikke alle de, der faldt i kampen for Danmarks frihed, burde have deres navne stående i Ryvangen?
Erik Arboe-Rasmussen var ikke alene om kritikken. Andre debattører følte, at det trods alt begrænsede antal begravede i Mindelunden medførte et forklaringsproblem i forhold til udenlandske besøgende: Var det så få, der døde, for at Danmark atter kunne blive frit? En statistik opgjort i 1947 af Centralkontoret for særlige Anliggender (en institution der blandt andet skulle yde økonomisk hjælp til besættelsestidens ofre) angiver antallet af faldne i Danmarks frihedskamp til 5.058. Tallet fordeler sig på en række poster som omkomne danske søfolk og fiskere, skudt under deltagelse i modstandskampen, ofre for clearingmord, døde under bombardementet af Gestapos hovedkvarterer i Aarhus, Odense og København, internerede i Tyskland osv. osv. Oversigten findes i 4. udgave af Johannes Fosmarks bog, Mindelunden i Ryvangen.
Foran Axel Poulsens monument ligger gravene på rækker. Det var i det område, man fandt mange af de frihedskæmpere, besættelsesmagten havde begravet. Gravpladsen er let hævet over jorden. Hver grav har en sten med den dødes navn og årstal samt tre løver og ni hjerter hentet fra det danske rigsvåben. Gravene er beplantede med lyng – en stor sten centralt placeret foran monumentet viser navnene på de henrettede, der efter Befrielsen blev begravet på deres hjemegn. Her er også indhugget et digt af Halfdan Rasmussen:
Man fandt dig her i denne lund/ Hvor dødens stilhed bandt din mund/ Tryg sover du din barndom nær/ Ført hjem af dem du havde kær/ Men evigt taler rent og stort/ Den jord din død har helliggjort.
Ovenstående er et uddrag af bogen Porten til Freden – en fortælling om Mindelunden i Ryvangen udgivet af Forlaget edition luga.