Sammen med Henrik List skrev jeg gennem en årrække en kontroversiel klumme i Berlingske Tidende. Til bogen Stamsteder, der udkom ved årsskiftet 2021/22, blev jeg bedt om et nostalgisk tilbageblik. Dette er en revideret version.
Henrik List har forladt Vesterbro, men inden det nu skete, mødtes vi gerne i Chicky Grill, som er et politisk ukorrekt spisested på Vesterbro, hvor vi begge holdt meget af at komme:
Klassisk dansk mad i 1970er-agtige omgivelser på kanten af Kødbyen, og når charmen og autencitetet ikke er gået tabt trods en stigning blandt gæsterne af hipstere, turister, badegæster og i al almindelighed nogle, der er noget ved musikken, eller i særdeleshed gerne vil være det, skyldes det, at the Chicky crew, som indehavere og ansatte kalder sig, er nogle fine mennesker. Uimponerede og ordentlige. Med en stor kærlighed til deres sted og køkken. Der skal fa’me ikke sælge ud af idealerne!
Som lejlighedsvis gæst har jeg tilmed fået et kælenavn. Det tror jeg sgu ikke, List har. Trods samarbejdet gennem årene har der altid været et element af konkurrence mellem os, og med jævne mellemrum begik vi karaktermord på hinanden i vores fælles klumme. Egentlig ikke med min gode vilje. Henrik har altid været supercool, så det har været lidt op ad bakke for Lille-Torben.
Efter en hakkebøf, boller i karry, krebinetter eller lignende runder vi gerne mødet af med et par kolde stifter på et af Vesterbros tilbageværende, brune værtshuse, som Henrik List har fortalt om i sin – og det vil jeg gerne understrege – meget læseværdige bog »Bodega blues«. Sjove historier skrevet med indlevelse og i en melankolsk tone der minder om, at alting har en udløbsdato. Og eftersom vi er hvide, midaldrende, heteroseksuelle mænd og dermed per definition ikke længere har noget som helst at skulle have sagt i den offentlige debat, hengiver vi os til minderne om fortiden.
Mellem 1995 og 2002 skrev Henrik List og jeg på skift den ugentlige klumme, »Henne om hjørnet«, i Berlingske Tidende, hvor vi begge var fastansatte. List anmeldte film, musik og litteratur – jeg arkitektur og billedkunst.
Med de regelmæssigt tilbagevendende kriser i dagbladsverdenen er det en udbredt opfattelse i mediemiljøet, at List sikkert nok blev ramt af en af avisernes talrige sparerunder, men det er nu ikke korrekt. Henrik forlod i 2004 af egen drift Berlingske, fordi han ville afprøve, om drømmen om et fag- og skønlitterært forfatterskab kunne bære. Selv sagde jeg af ganske andre grunde op i sommeren 2020.
»Henne om hjørnet« havde geografisk epicenter i Vesterbro; navnlig før gentrificeringen ændrede kvarteret fundamentalt, men klummen kunne også foregå i Los Angeles og Berlin, London og Venedig, eller hvor vores arbejde lejlighedsvis førte os hen. Det var en rå klumme. Jeg husker den som meget underholdende, men det kan være min privilegieblindhed, der spiller ind.
I dag ville en klumme som HOH næppe kunne publiceres. Selv om det ikke er så længe siden, var tiden mere generøs. Der var højere til loftet. Der var mennesker, som ganske reelt var moralsk indignerede over fortællingerne, men der var den gang ikke nogen udtalt krænkelsesentusiasme. Blandt læsere var den elsket og hadet, og stadig mange år efter er det muligt at træffe pæne og kultiverede mennesker, der venligt siger, at de savner den.
Vi gør det vel selv, tror jeg, og i hvert fald når vi sidder på et af værtshusene på eller ved Den Beskidte Boulevard på Vesterbronx, kan vi dele det, vi kalder et »Henne om hjørnet«-øjeblik:
At vi har oplevet noget, der kunne være oplagt som en fortælling i klummen. En del af historierne foregik på værtshuse, og folk, der ikke kender eller kendte os, og netop derfor følte sig kvalificerede til at have en klar mening om, hvordan vi var, måtte tro, at vi evig og altid hang ved en bardisk.
Men det var nu ikke tilfældet. Til gengæld havde vi et langt bagkatalog af forskellige lejlighedsvise værtshusbesøg at tære på, og vi er vel, tør man måske også sige, begge udstyret med en vis iagttagelsesevne og en endnu større fantasi, der gjorde det muligt at skrive disse ofte novellelignende fortællinger. List ofte som deltager i begivenhederne. Jeg selv som iagttager.
Som dreng i barndomsbyen så jeg engang fra et busvindue et glimt af voksenverdenen, der kunne minde en lille smule om et motiv hos Folmer Bendtsen, Harald Engman eller en anden socialrealistisk maler fra tidligt i det 20. århundrede:
Det var i provinsbyens dunkle havnekvarter. Der lå et værtshus, og i den åbentstående dør stod en servitrice og røg en cigaret i skumringstimen. Sådan lidt hensunken i egne tanker; en stille privat stund mens der vel var roligt i stuen bag hende. Hvorfra jeg viste, at hun var servitrice? Jeg tænker, det var den hvide skjorte, det hvide serveringsforklæde, den sorte nederdel. Den – korte – sorte nederdel.
Sådan så servitricer nemlig ud i litteraturen. På biblioteket – Gud velsigne den slags institutioner – var jeg som et meget læsende barn blandt meget andet faldet over romaner af den amerikanske forfatter, Willard Motley, der levede i første halvdel af 1900-tallet. Måske ikke amerikansk litteraturs største stilist eller fornyer men ophavsmand til en række socialrealistiske romaner om Chicagos onde gader og den hårde bys barer med forbrydere, prostituerede og misbrugere; storbyjunglens rovdyr og deres ofre. Set fra en fredelig villavej bevægede romanerne mig dybt. Jeg syntes, det var synd for menneskene, og jeg var skræmt – men også nysgerrig efter ved selvsyn at se, hvad der foregik derinde i mørket mellem servitricens ben.
Mange forfattere – ikke mindst Charles Bukowski, naturligvis – senere lykkedes det selvfølgelig at finde ud af, hvor de skarpe hjørner lå i København.
Meget sjov var der ikke ved universitetstidens såkaldt venstreorienterede værtshuse, hvor selvglade typer skiftevis prøvede at overbevise dumme arbejdere om, at de led under falsk bevidsthed eller – under dække af en vigtig kønspolitisk diskurs – forsøgte at overtale medstuderende til at omsætte teori til praksis i den enes eller den andens seng.
Så var det mere både uforudsigeligt og ærligt på steder som Comet Bar, Krydset, Blue Bar, Spunk Bar osv., hvor der kom mennesker, der var så fundamentalt anderledes end mig selv og min omgangskreds.
Var der misbrug? Helt sikkert! Tragedier? Indiskutabelt. Men der var også en fandenivoldskhed og et gåpåmod hos gæsterne på Vesterbros værtshuse og et bagvedliggende lydtæppe af popsange, der ikke forhindrede os i at forbinde de hårde steder med rockens mørkemænd:
»Despite all the amputations/ you could just go out and dance to a rock ’n’ roll station,« som det hedder i en af Lou Reeds signatursange. Lou Reeds melodier og tekster var vigtige referencer for den kreds af venner og bekendte, jeg i øvrigt havde. Og netop Lou Reeds lakonisk henkastede fortællinger om hverdagsskæbner var en vigtig indirekte inspirationskilde for min andel af »Henne om Hjørnet«-novellerne.
Som Lou også bemærker et sted, så er det »my burden, man, people say/ I have the kind of face you can trust«. Ikke mange var specielt interesserede i at høre, hvad jeg kunne berette om mit unge liv. Til gengæld ville de gerne betro sig til mit tillidsvækkende ansigt, og det gav inspiration til klummer, der blev skrevet så forandrede i forhold til oplægget eller så almengjorte og ikke nødvendigvis stedbundne, at ingen behøvede føle sig udleveret. Sådan… to protect the innocent som der undertiden står i films rulletekster. Derfor var klummerne ikke desto mindre sande alligevel.
Det var prostituerede, drukkenbolte, misbrugere, småsvindlere og drømmere mange af dem på de bodegaer, List og jeg undertiden frekventerede – og deres historier skal ikke refereres her.
Nogle af klummerne kan stadig findes på nettet. Et halvt hundrede er samlet i »Henne om Hjørnet«-bogen, der udkom i 2002 hos forlaget Big City Books, og List sælger via sin hjemmeside, og så er et par af historierne genfortalt i antologien »Mens verden venter« (Gyldendal 2010) til Simon Staffeldt Skou og David Jacobsen Turner, i et kapitel der egentlig handler om min kærlighed til Café Nick, som i øvrigt også opstår ud fra en litterær fascination af Minefeltet.
For selvfølgelig ændrede alting sig med årene, og efter universitetstiden åbnede en dejlig og forunderlig verden sig af bladredaktioner og muligheder for at skrive, der på et tidspunkt blev til fast arbejde og eget kontor og en periode i øvrigt delt med Henrik List. Så blev det på Bo-bi Bar, vi undertiden (men meget, meget sjældnere end nogen troede) holdt møder.
For mig selv blev Café Nicks blå stilhed i sene eftermiddagstimer ramme om samtaler af praktisk eller venskabelig karakter med den moderne musiks to Picasso’er, Miles Davis og Bob Dylan, på lydsiden.
Til sidst nogle betragtninger over det Vesterbro og værtshusliv, der var et omdrejningspunkt i klummerne.
Det var dengang et ganske anderledes kvarter, for Vesterbro ligger for godt i den københavnske topografi til at være i fred som et reservat for ludere og lommetyve. Nej, jeg mener ikke på nogen måde, at Vesterbros beboerne ernærede sig på den måde. Slet, slet ikke. Men man kan ikke komme uden om, at prostituerede og kriminelle af varierende grad var statistisk overrepræsenterede i det tidligere arbejderkvarter. På grund af placeringen ved Hovedbanegården opholdt der sig også en del narkomaner i området, og her er København ikke noget særsyn, ligesom der af hensyn til det stigende antal turister var en del forretninger med forevisning af naturfilm og salg af erotisk legetøj.
Viften af tilbud om mørke værtshuse, lyssky forretninger, salg af sex og tilbud om euforiserende stoffer betød også, at Vesterbro fik en del besøg fra andre kvarterer, mens omverdenen ærlig talt ikke sagde alverden for en del beboere, der ikke rigtigt kunne se, hvad de skulle bruge Tivoli og Strøget, Amalienborg og Den Lille Havfrue til. Undtagelsen var måske stamværtshusets årlige sommerudflugt til Bakken, der var en slags venskabsby. I det hele taget var fællesskabet og sammenholdet på vandingshullerne henne om hjørnet en afgørende kvalitet, for dem der altid bare lige skulle forbi og se, hvordan det gik, og så måske blev hængende, som Dan Turèll er inde på i sit digt om sit gamle stamværtshus.
Nogle klassiske værtshuse er der stadigvæk. Men mange er, som List konstaterer i »Bodega blues«, forsvundet, og man kan have en mistanke om, at det for så vidt passer samfundet bedre, at den enkelte pensionist eller andre på overførselsindkomst; ensomme og oversete i al almindelighed sidder hjemme hos sig selv med en pose pilsnere og ser idiotfjernsyn. Så er de heller ikke så synlige i gadebilledet og til gene for de nye beboere, der med stort organisationstalent gik i gang med at omdanne Vesterbronx til et forstadskvarter.
Det måtte ske. Selvfølgelig måtte det det. Enhver generation – og nu blev kvarteret til og med opgraderet fra socialgruppe 1 og 2 til socialgruppe 3 eller 4 – har sine egne forestillinger om, hvordan kulisserne til en selviscenesættelse af det gode liv med mig og mine som centrum skal se ud. Altså barnevogne, økologiske varer og grønne udfoldelsesmuligheder. Cafeer! Ikke brune bodegaer, cigaretter og øl. Bortset fra en gang imellem, selvfølgelig. Men ikke nok til at være forretningsgrundlag for tidligere tiders mangfoldighed af værtshuse; så meget desto mere som mange tidligere beboere måtte flytte på grund af stigende boligudgifter.
Hvis man vil, kan man stadig finde skumle værtshuse og ydmyge steder, hvor mennesker foretrækker at være i fred og passe sig selv i et stadig mere fordømmende, moraliserende og udskammende samfund, og det håber jeg egentlig, at de kan blive ved med.
Efter mange år på det Vesterbro, der havde givet både Henrik List og mig betydelige mængder af inspiration og mulighed for at skrive klummer og andre artikler, forlod vi kvarteret. Henrik flyttede til Esbjerg. Pandemien begrænsede i meget høj grad hans mulighed for at tage på oplæsningsturné, og i det hele taget går der lang tid, mellem vi ses. Fotografiet herover er fra en efterårsaften 2021. Henrik List læser op for et tydeligt veloplagt og indforstået publikum i Café Skammekrogen på Vesterbros Torv. Rart at gense den skaldede kulturparabol.
Det lykkedes så også i foråret 2022, da jeg tog en tur til Esbjerg med netop dét formål. Du kan da overnatte i min lejlighed, skrev List venligt – og lige så venligt afslog jeg. Nå nej, skrev han. Jeg kan heller ikke rigtigt forestille mig dig sidde i underbukser på en sofa i dagligstuen og drikke den sidste godnatøl.
Det havde Henrik fuldstændig og helt og aldeles ret i. Det kunne jeg under ingen omstændigheder tænke mig. Så det blev det tidligere (?) missionshotel, og dagen efter var jeg i den nærliggende kirke, der er tegnet af von Spreckelsen, ude for at se Erik Hagens’ Esbjergevangeliet og på byens i øvrigt fremragende kunstmuseum for at se en udstilling af Finn Reinbothe, som jeg har været optaget af i årtier.
Men på ankomstdagen. Åh ja. Igennem årene ved Berlingske og tiden efter har Henrik List fortalt om en frokostrestaurant i Esbjerg, der hedder Café Danmark, og endelig lykkedes det os at spise frokost dér. Sammen. Det blev en mindeværdig eftermiddag. Håber vi gentager en gang…