Palle Nielsen var katastrofernes dystre fortæller i dansk kunst. Brændende byer og sammenstyrtede bygninger, ubodelig ensomhed og den tunge vej til Helvede. Men håbet ligger også i Palle Nielsens værk. Her er nogle ord om ham ledsaget af fotografier af mesterens efterladte værksted taget af Karsten Weirup.
Der var en overgang – det er sikkert færre år siden, end man skulle tro – da Palle Nielsens billeder forekom sært gammeldags. Herregud, vi i Danmark var jo kommet helskindet gennem Den Kolde Krig. De fem forbandede år var længe siden, og atombomberne over Hiroshima og Nagasaki blev utvivlsomt både de første og de sidste. Freden syntes at sænke sig over i hvert fald den mest privilegerede del af verden. Og her havde Palle Nielsen råbt vagt i gevær i et lille halvt århundrede.
Sådan er det ikke længere. Da flyene 11. september 2001 ramte World Trade Center, kunne man blive forbløffet over, med hvilken præcision den store grafiker havde forestillet sig flyangreb på storbyer, årtier før World Trade Center blev opført. Ved TV-transmissionerne af terrorhandlingen med menneskeracer på flugt dukkede netop Palle Nielsens dommedagsagtige billeder op i bevidstheden – men det gør de forresten jævnligt under reportager fra Mellemøsten, Centralamerika, Afrika, Asien og for den sags skyld også vestlige storbyer, hvor terror er ved at blive en del af tilværelsens grundvilkår. Der var åbenbart blot en overgang, at der bredte sig en fornemmelse af, at vi kunne få fred i vor tid. I hvert fald i vores del af verden.
Palle Nielsens motiviske baggrund er krigen og krematorieovnene og angsten for at modsætningerne mellem USA og Sovjetunionen og mellem den rige verden og den fattige verden ville resultere i en tredje – og sidste – gentagelse af verdenskrigene. At »Vor Planet bliver lydhør og tynd som en bristende Boble/Jeg er ræd, at en Dag den forgaar blot til Trylleord nævnes/en Formular i Kemi…«, som Sophus Claussen skrev allerede i midten af 1920erne. Derfor måtte han igen og igen forholde sig til katastrofen. Han blev en kunstner med en mission. Umulig måske, men ikke desto mindre af eksistentiel betydning. For som han forsigtigt udtrykte det: I erkendelsen ligger håbet. Kun ved at forstå verden kan mennesket ændre den og overvinde døden, når den kommer i utide, som Orfeus, der vil hente sin Eurydike.
Meget håb er der ikke i Palle Nielsens billede af verden, hvor det moderne menneske styrter forvildet rundt i brutale og menneskeforagtende bystrukturer egnede til at undertrykke, hvad der er smukt og sandt, og også der behøvede Palle Nielsen blot at gå en tur i sin egen by og se hovedstadens æstetiske forfald; prisgivet som den er af bygherrer og arkitekter, der har goldheden som ideal.
www.banjarathnov.com
www.clausenskunsthandel.dk
