Denne fortælling er om Elmgreen & Dragset, som engang under en pressevisning på Statens Museum for Kunst i en bisætning nævnte, at jeg måtte være den danske anmelder, der havde set fleste udstillinger af dem.
Det skal jeg ikke kunne sige, men min interesse for dem går i hvert fald langt tilbage til dengang i 1990erne, da gravede Pc-skærme halvt ned i jorden på en mark uden for København eller sendte tegninger med flaskepost fra Middelgrundsfortet, ligesom jeg husker flere af deres udstillinger med glæde. Her er et par nedslag i værket.
Foran mig på bordet ligger en kalender. Som udmåling af min tid som iagttager af Elmgreens & Dragsets værker er den ikke meget bevendt, for kalenderen er fra 2009 og er i øvrigt ikke min. Men for Elmgreen & Dragset er den masseproducerede vægkalender formodentlig et minde om deres udstilling i den danske og den nordiske pavillon på Venedig-biennalen dét år.
Udstillingen hed The Collectors, og kalenderen må have tilhørt en – fiktiv? – kunstinteresseret person med masser af tid på den ene side og mange muligheder på den anden, for de få notater i kalenderen skulle blandt andet påminde ejeren om, at dét år var der biennaler i Istanbul og Lyon i september, og Frieze i London faldt i den sidste uge af oktober.
Ud for 4. juni var der noteret opening. Det må så have været Venedig-biennalen og for et særligt indbudt publikum. Ellers begyndte kunstbiennalen i 2009 den 7. juni. Og af kalenderen fremgik også, at Gay Parade Rome fandt sted den 13. juni. Måske kom kalenderens ejer aldrig til den italienske hovedstad? I en swimming pool foran den danske og nordiske pavillon lå tilsyneladende en død mand i vandet. Skoene havde han stillet på poolens kant. Biennalen vender vi tilbage til.
Elmgreen & Dragset er Michael Elmgreen og Ingar Dragset, som i 1995 bliver til det, der ofte kaldes en kunstnerduo.
De arbejder altså sammen om – med tiden – stadig større projekter, hvoraf et par skal fremhæves her sammen med et par enkeltværker, hvoraf der er ét, jeg ikke har set. Det er nemlig en skulptur forestillende en Prada-forretning, der ligger i et efter fotografier at dømme ørkenlignende landskab 42 km nordvest for byen Marfa i Texas. I vinduerne kan man angiveligt se et udvalg af modefirmaets kollektion 2005, men man kan selvfølgelig ikke gå ind i forretningen. Den er et billede.
Skulpturen blev til på initiativ af de to kunstnere selv, men Prada modsatte sig ikke anvendelse af selskabets logo og firmaet leverede de varer, der er udstillet i vinduerne. Prada Marfa er en slags møde mellem Andy Warhols anvendelse af varemærker og Guillaume Bijls scenografiske rekonstruktioner men tilsat Elmgreens & Dragsets sans for absurditet: Hvem i alverden placerer en modebutik in the middle of nowhere? Det er da godt, at den er lukket.
Den humoristiske tone er gennemgående i Elmgreens & Dragsets værk.
Det er uanset, om det er institutionskritik – for eksempel af den hvide kube som ramme for præsentation af kunst – eller parforholdets forbundenhed og funktionelle umulighed i adskillige sammenvoksede håndvaske, sækkevogne eller andre hverdagsgenstande. For slet ikke at tale om motiver som død og melankoli som den lækkertriste stemning i natklubben efter eller omkring lukketid, som man kan møde i installationen Too late i underetagen af kunstmuseet i Aarhus:
Diskoteket er lukket. Glassene tomme. Askebægerne fyldte. Det er Sunday morning. The Party is over. Det er tungt, man skal gå hjem alene. Too late, der er fra 2014, har på sin vis fået en ny aktualitet, der rækker ud over det knivskarpe billede af tilstanden efter ekstasen, efter festen, efter den vitale livsudfoldelse, når desillusionen og ensomheden ikke lader sig fortrænge. Too late kan også opleves som et billede af karantænen under pandemien. Farvel til all tomorrow’s parties…
Elmgreen & Dragset viser et blik på medmennesket, som om det er lidt synd for os – og det forlener deres værker med en foruroligende tone.
Det gjaldt for eksempel deres enorme installation, The One and the Many, i et tidligere værft i Rotterdam i sommeren 2011. Udstillingen var arrangeret af byens kunstmuseum, Boijmanns van Beuningen, og man ankom til en stor turbinehal med båd. Gennem en lettere skræmmende fodgængertunnel af den slags, man kan blive bange for at blive overfaldet i i forstæderne, bevægede man sig til det store hovedgreb, og undervejs stødte man blandt andet på to ting, der ikke gjorde sceneriet mindre foruroligende:
En ting var, at der tilsyneladende var opsat en pengeautomat i den dystre passage. En anden at der stod noget ved siden af, der på afstand livagtigt lignede et forladt barn i en babylift.
For enden af tunnelen åbnede der sig et overvældende og skræmmende sceneri.
Vi befandt os i et forstadsagtigt boligmiljø ud på aftenen. Her er – blandt andet – en etageejendom, en parkeringsplads, nogle bænke, et lille anlæg med en skulptur af den slags, man finder i så mange små byparker, et offentligt toilet osv. osv.
Mange af gadelygterne er gået ud, og der ligger tømte øldåser og andet affald her og der, som der nu gør i byrummet, når det skal forestille at være uden for kontrol. I hjørnet af pladsen er langtidsparkeret en bil. Dækkene og andre dele er allerede væk, og på et tidspunkt går det op for én, at der nu pludselig sidder en skikkelse med en halogenlampe i bilen og er i gang med en skruetrækker.
Andre personer dukkede op i løbet af den lille time, man måske går rundt i værket, indtil næste båd tager en tilbage til byen: Prototypen på den enlige unge mor med barnevognen der sætter sig på en bænk og ordner sin makeup, SMS’er fra sin mobil osv. Klicheen »trækkerdrengen« der inddrager toilettet som sit territorium. Indenfor kan man da også trække en pakke Billy Boy-kondomer for en euro, og det virker i det hele taget, som om man er i et sted – eller billedet på et sted – hvor man ikke skal være nærig med at købe sikkerhed.
Også etageejendommen rummer eksempler på forskellige typer, der i vores samfund ofte opfattes som tabere. Ham med det åbentstående vindue der spiller alt for højt, den ensomme gamle dame, den drømmende asiatiske indvandrerkvinde, den unge mand, der – måske – tror at han skal være musikstjerne ligesom 100.000 andre i sin årgang, eller måske også bare er ensom? Den prostituerede bag vinduet med den røde lampe, der undertiden tænder og slukker – eller hvordan man nu hver især læser de medmennesker, hvis vinduer man for nogles vedkommende kan skæve ind i og danne sig sit eget mere eller mindre fordomsfulde eller solidariske billede. Sceneriet fortæller om mistro, frygt, isolation og ødelagte liv. Flere elementer kunne lede til en erkendelse af, at dette miljø er resultatet af vores tilbagetrækning fra det offentlige rum og isolationen foran TV- eller computerskærmen. Og værket er i øvrigt en præcis kritik af det inventar, vi lader skruppelløse arkitekter, fantasiløse byplanlæggere og ligeglade politikere fylde det offentlige rum med. Det kan man jo se stort set se hvor som helst – og generelt mere og mere jo fattige kvartererne er.
Dette billede af virkeligheden kunne krybe ind i en, efterhånden som man bevægede sig rundt i det gigantiske tableau og opdager detaljer og ser aktørerne ændre sceneriet. Og bemærker værkets tvetydige kvalitet. Er dette et billede på, at kapitalismen fremmedgør og forkrøbler mennesker? Er det omvendt en fortælling om nogle menneske, der har mistet deres moralske kompas i tilværelsen? Er her utrygt, fordi der ikke er mere lov-og-orden og politi i gadebilledet? Eller er stedet i det hele taget blot tabt på forhånd, fordi man, hvis man bygger, som man har gjort det i mange forstæder, nærmest tigger om graffiti og hærværk, vold og utryghed?
Hjemmet og de nære omgivelser skulle i princippet være det trygge sted for den enkelte. I stedet kan det være foruroligende, skræmmende og Unheimlich, som Freud kaldte det, og som var et begreb, der igen blev taget op i billedkunsten omkring årtusindeskiftet. Das Heimliche har på tysk en dobbeltbetydning: Hjemlig og hemmeligt.
Så trods solskin og små hyggelige (eller hemmelige?) glas på Venedigs hjemlige barer var det et foruroligende syn, der i 2009 mødte besøgende på den 53. Venedig-biennale. Foran de skandinaviske pavilloner var anlagt en swimming pool, og i dens blå vand sejlede, hvad der lignede liget af en mand.
I pavillonerne var indrettet rigtige kunstsamlerhjem. Kunstsamlere med en god smag – skrevet med og uden malice. Mange fine værker, faktisk, men i totalt dysfunktionelle hjem. En delvist nedbrudt trappe for eksempel fra »førstesalen« i Peter Kochs tilbygning til Brummers oprindelige pavillon. Nogle af Nina Saunders foruroligende møbelskulpturer, et molesteret teenageværelse med en flugtvej – og skrevet med en tusch på et spejl formodentlig en afskedshilsen: »I will never see you again!«
I øvrigt var de to mondæne kunstsamlerhjem sat til salg af Vigilante Exclusive Real Estate. I en del af udstillingsperioden – formodentlig åbningsdagene – gik en ejendomsmægler rundt og viste boligerne frem. Det besynderlige indbo, forsikrede hun, ville blive fjernet i god tid forud for indflytning.
Elmgreen & Dragset er repræsenteret af Galleri Nicolai Wallner
