Fra tid til anden runder jeg Café Nick i Nikolajgade i København. I de blå eftermiddagstimer er det et godt sted at holde møder. Jeg har også skrevet om stedet i flere omgange og sammenhænge – og her er et koncentrat:
Engang var der et mylder af værtshuse i Minefeltet, som er kvarteret omkring Nikolaj Kirke i København.
Det var før, ønsket om en mere nydelig by tog livet af de fleste af dem.
Måske var der en slags poetisk retfærdighed i dét? Livlig udskænkning i Minefeltets mange vandingshuller havde gennem årene taget livet af mange af stedernes stamgæster – blandt andre kunstnere og forfattere og andre der var tiltrukket af miljøet. Det var et område, der gik frasagn om, og jeg havde såmænd dårligt nok besluttet mig for at læse litteratur, da jeg første gang opsøgte Minefeltets mange værtshuse og herunder Café Nick. Engang gav den legendariske boheme, kunstmaleren Svend Aage Tauscher, mig en lille tegning med krimskrams på bagsiden af en værtshusregning i bytte for en øl eller to. Det var stort.
Større blev det fra tid til anden – og da Simon Staffeldt Schou og David Jacobsen Turner for nogle år siden udgav samtalebogen Mens verden venter om københavnske værtshuse, var det mig, der fik lov til at fortælle om Nick. Og om kunsten: Jens Søndergaard er kommet på Nick. Og Erik Hoppe. Og Karl Bovin opgav Café Nick som sin faste adresse, da han skulle have sin første udstilling.
I dag er Café Nick et af de få klassiske minefeltsværtshuse, der er tilbage.
Det ligger i en høj stue. Man går op ad en trappe.
Og så er man i en tidslomme, der heldigvis er bevaret. Her ryges og drikkes i som regel et værdigt tempo, og der samtales. Undertiden kan man opleve ældre kunstnere, der holder hof (Altså, sidder sammen med nogle. Ikke holder om en Hof, som Carlsberg hedder på de gamle brune værtshuse).
Det er et fint sted til eftermiddagsmøder, for der er dejlig stilfærdig stemning. Røgen driver tankefuldt i rummet, og ofte er det musik af det 20. århundredes to musikalske picassoer – Miles Davis og Bob Dylan – der høres i baggrunden. Stilfærdigt.
På væggene er der billeder malet af nogle af de mange kunstnere, der er kommet på Nick gennem tiderne. En af dem er Troels Lybecker, der i et langt liv tegnede gæster i nogle af den indre bys gamle værtshuse og måske er mest rigt repræsenteret i Skindbuksen. Troels døde i september 2020.
Det er ikke alle de store malerier på væggene, der ville kunne klare censuren på det nærliggende Charlottenborg.
Men de passer ualmindeligt godt til stedet og er også en del af værtshusets forhistorie. Nogle af personerne på billederne er flittige stamgæster for år tilbage.
At Nick er en kunstnercafé har en forklaring.
Engang tidligt i forrige århundrede sad værten, Nick, og maleren Hans Henningsen og beklagede sig over, at der ikke var en rigtig kunstnerknejpe i København. Det, mente Hans Henningsen, havde den danske hovedstad ikke format til, men de væddede da. Et guldur.
Og Hans Henningsen var selv skyld i, at han tabte, for han fik mange af sine kunstnerkammerater til at komme på Nick, og så blev det jo et kunstnerværtshus. På udvalgte aftener kiggede Nick sig omkring og konstaterede, at de, der burde være til stede, var til stede, og så blev dørene låst, mens gæsterne dansede Nickdansen, der gik ud på, at man hoppede lidt rundt og slog på nogle køkkenredskaber, og det har sikkert fremmet en sund og naturlig tørst. Så blev der udskænket forfriskninger, og dørene blev åbnet for andre tørstige sjæle.
I dag er Nick mere fredeligt. Det virker, som om det overvejende er stamgæster, der kommer der, og de lejlighedsvis besøgende eller turister, der har læst i en guide om det autentiske København, sidder stilfærdigt og drikker deres øl og kaster antropologiske blikke rundt i interiøret, der – i modsætning til mange af tidens conceptcafeer – udgøres af tilsyneladende tilfældigt sammenbragte stole og borde; nogle med duge, tit med blomster, for det sætter Ruth, der i dag ejer stedet, en ære i.
Hvorfor Nick hedder Nick? Engang i 1914 gik en sømand i land, og på samme måde som i Otto Brandenburgs sang om, at når »en sailor går i land, en rigtig sailor går i land, så ved man aldrig, hvad der kan ske«, så havde Jens Marius Nicolai Christensen næppe forestillet sig, at han, inden dagen var omme, skulle være værtshusejer.
Men det var, hvad der skete, for sjussen var lunken, og servitricen var sur, og da han brokkede sig til ejeren, fik han at vide, at han da bare kunne købe stedet. Eller måske er det en skrøne? Andre vil vide, at Nick blev kæreste med en servitrice, der boede i ejendommen, og så måtte også han tage sin del af sliddet.
Modsat baren hænger et farvestrålende portræt – og det hænger helt rigtigt. Lige dér. Det forestiller maleren Hanne Secher Brostrøm. Hanne Brostrøm var i 1970erne en kendt skikkelse i Minefeltet. Det er hende, der har malet et par andre markante billeder i Café Nick. Blandt dem det store billede ved det runde stambord, hvor der stadig – takket være Ruth – står en buket på bordet. Kvinden i nederste venstre hjørne er hende selv. Blandt de andre skikkelser er forfatterne Jens August Schade og Hans Bjerregaard.