I 1980erne var der en voldsom energi i kunstlivet, hvor digtere, musikere, teaterfolk og billedkunstnere befrugtede hinanden på kryds og tværs. I det miljø – hos en fælles lyrikerven – traf jeg Lars Dan. Siden gled det ud. Men så ringede telefonen. Nedenstående er en version af en version bragt først i Berlingske og dernæst i Lars Dans bog »Et udvalg af malerier 2009-19«. Øvrige bidragydere er Lisbeth Bonde, Lars Bukdahl, Simon Grotrian, Nina Hobolth, Mikael Josephsen og Gitte Ørskou.
Kommer du ikke op og ser det,« spørger Lars Dan, da han ringer i efteråret 2016. Ligesom han gjorde i gamle dage.
Lars Dan har solgt et bemærkelsesværdigt maleri til kunstmuseet i Aalborg. Det vejer et sted mellem 200 og 300 kg. Lars Dan er danmarksmester i forbrug af farve, for han arbejder på en måde, hvor han lægger lag på lag af farve på lærredet, til det nærmest får objektkarakter. Han gør det ikke af rådvildhed. Men fordi han elsker processen.
Lars Dan er en rigtig maler. Og hans forbilleder kunne være store engelske kunstnere som for eksempel Leon Kossoff, Frank Auerbach – og Eugène Leroy der blev født og døde på den anden side af Kanalen.
Og så Edvard Munch, naturligvis. Sidstnævnte har optaget Lars Dan, siden han var i otte-ni-års alderen. Som dreng og ung malede han og blev tidligt optaget på Akademiet i 1977, hvor han delte et generationsfællesskab med de såkaldt unge, vilde malere, der i 1980ernes begyndelse entrede kunstscenen med opsigtsvækkende energiske malerier. Heftige penselstrøg, grelle neonfarver, primitiv figuration, punk og storbyindianere.
Men for Lars Dan var det ikke ironien, citaterne og fornemmelsen af, at historien var ved vejs ende, og at alting allerede var malet, der var det vigtige. Han lagde sig snarere i forlængelse af – udover Munch, selvfølgelig – Nolde og Cullberg, Og blandt de samtidige: Kurt Trampedach. Det drejede sig om et inderligt forhold til farven, og Lars Dans kunstneriske projekt havde et stærkt eksistentialistisk præg. Han måtte male. Det var et personligt anliggende. Det var blodig alvor. Mange af billederne kredsede om temaer som angst og nat – men jeg erindrer også lyse sommerlandskaber og trygt græssende heste på marker med møller, og møllerne var som refugier.
Efter blot et par år udviklede den løst funderede gruppe af 1980er-kunstnere sig i vidt forskellig retning. Generationsfællesskabet og muligheden for at erobre en voksende del af kunstscenen bragte dem sammen en tid, men de havde ikke de samme kunstneriske dagsordener.
Lars Dan bevægede sig hurtigt frem mod et stærkt følelsesfuldt, koloristisk nuanceret maleri. Lars Dan er i det hele taget en romantisk maler.
Det er mange år siden, jeg sidst så Lars Dan.
I mellemtiden er han blevet gift, og for en del år siden flyttede han sammen med sin hustru, Kristine, til et hus på en stille villavej i Hornbæk. Her arbejder han det meste af døgnet. Langt væk fra det hektiske københavnske kunstliv, han i sin tid var en del af. Det var der, vi traf hinanden. Vi havde fælles venner og bekendte blandt de sene 1980er-lyrikere, var til nogle af de samme koncerter og fester, og undertiden inviterede han mig til sit atelier, der dengang lå i byen.
»Kommer du ikke forbi og kigger,« ringede han i sin tid, og når jeg kom op til hans store værksted og så på væggene, var han helt åndeløs.
Ikke fordi det lige var mig, der var på besøg. Men fordi han havde brug for en reaktion, når han havde gået i dage og nætter og arbejdet med billederne om og om igen.
»Nå, hvad siger du,« spurgte han, lige så snart jeg var inden for døren. Men jeg måtte have noget tid, for Lars Dans store pastose lærreder lader sig ikke aflæse på et øjeblik. For det første er de koloristisk overvældende. Man synker ind i dem – og farvelandskaberne synker ind i betragteren.
Der stod altid en stor buket blomster på et bord i Lars Dans gamle værksted. Siden gjorde han blomsterbuketterne til et motiv i en større serie billeder, og en udstilling for nogle år siden hed »Buketter til Kristine«. Nu har han helt forladt figurationen til fordel for et rent abstrakt udtryk. Råt og forfinet på en og samme tid. Mens jeg sidder i Lars Dans nye atelier med natur lige uden for, og vi taler sammen, kan jeg se, hvordan det store billede forandrer sig. Det bliver mere blidt. Nuancerne dukker frem. Flere og flere.
Ligesom i det gamle værksted hænger der en tung duft af oliefarve i rummet, der uvilkårligt fører tankerne tilbage til dengang, ligesom en kage gør det i en roman af Marcel Proust. Til dengang.
Dengang var der som regel Sort sol samt Neil Young eller Leonard Cohen og andre af rockens mørkemænd i højttalerne, og i bilen tjekker vi hurtigt, om heltene fra rockmytologien er de samme som dengang:
»Jeg nåede at træffe Leonard Cohen,« fortæller Lars Dan. »Og jeg har mødt Lou Reed,« svarer jeg. Pludselig er årene væk.
Det er længe siden, jeg har set Lars Dan.
Men jeg genkender med det samme hans høje karakteristiske skikkelser, da jeg går rundt foran Helsingør Station, hvor han har foreslået, at Kristine og han henter mig. Håret er stadig skulderlangt.
Vi omfavner kejtet hinanden. Trods de mange år og trods hvad det nu var, der kom imellem os dengang, kan man jo ikke sådan stå og give hånd på Banegårdspladsen.
På vejen til Kristine & Lars’ bolig passerer vi nogle af områdets seværdigheder. Det er blandt andet et hus, hvor en anden af Lars Dans helte, Johan August Strindberg, boede, da han skrev »Et Drømmespil«. »Men så var der noget med et slagsmål med nogle fiskere, der vist havde kigget for meget på hans kone,« fortæller Lars Dan.
Vi skal også se et af Lars Dans favoritsteder ved havet. Et sted med to tætstående træer og den dag klar udsigt til den svenske kyst. Det er blandt andet her, Lars Dan sidder, når han skriver digte.
Det gjorde han allerede dengang. I midten af 1990erne udkom digtsamlingen »Lysmysterier«. I 2015 udgav Lars Dan hele to digtsamlinger, der udløste en begejstret anmeldelse af Lars Bukdahl i Weekendavisen.
Det 200-300 kilo tunge maleri er erhvervet af kunstmuseet i Aalborg. Museets direktør, Gitte Ørskou, fortæller, at museet i forvejen ejer seks billeder spredt over tidsrummet 1982 til 2009, og nu har Lars Dan så bevæget sig videre ind i maleriet:
»På tværs af tidens strømninger har Lars Dan udviklet sit helt eget formsprog, som han har forfulgt og forfinet. Som en anden Morandi har han de seneste år været optaget af ét motiv, og har man først placeret sig foran hans billeder, begynder både blikket og kroppen at gå på opdagelse i det sære landskab, der nok definerer sig selv som maleri, men som samtidig byder sig til som store, plastiske aflejringer.«
Som vi sidder og taler sammen, dukker Claus Carstensens navn undertiden op. Claus Carstensen blev længe betragtet som 1980er-generationens store ideolog, organisatoren og den udfarende kraft, der satte turbo på de vilde maleres karriere.
Lars Dan udstillede også i flere omgange sammen med de vilde. Og alligevel er han blevet en outsider, en enmandshær, sit eget projekt. Han fortæller, at han elsker at male. At stå og blande farven til den har det helt rigtige klang. Det at male er en nødvendighed.
Mange af generationens billedkunstnere og blandt dem ikke mindst Claus Carstensen bruger undertiden deres malerier til at sætte emner til debat. Ikke Lars Dan. For Lars Dan er det det rene maleri, der er det altafgørende.
Skulle man virkelig finde et budskab, en diskussion, en diskurs i Lars Dans malerier, måtte det være, at det, der er galt, er fraværet af skønhed, naturbetagelse, eftertanke og ro. »Fordybelse er lig med trøst,« har han en gang forklaret.
Det næsten to meter høje og mere end to meter lange maleri til Aalborg er blevet til over to perioder på tilsammen tre og et halvt år. Det hedder »Hornbæk Plantage« og emmer af naturindtryk.
Andre billeder er blevet til i mellemtiden, og en gallerist har købt, hvad der er blevet til på lærrederne i de senere år og kommer snart og henter billederne. Hvis man skal følge Lars Dans egen logik om, at det, der er galt i tiden, er fraværet af skønhed, naturbetagelse, eftertanke og ro, giver det mening: Malerierne må ud i verden og fortælle om, hvor smuk den er.
Lars Dan har i sine seneste billeder helt forladt figurationen. Ansigterne er væk. Skikkelserne, der syntes at søge kontakt, og betone det menneskelige, vi har til fælles, hestene på græsset, de hvidt lysende møller i sommernatten, blomsterne og buketterne. Alt er fravalgt til fordel for et pastost koloristisk maleri, der tydeligvis har natursansninger som udgangspunkt men handler om farve og er fyldt med erindring. Lag på lag lagt på som synsindtryk – og erindringer om synsindtryk.
»Hvad gør du så,« spørger jeg? »Hvad gør du, når du er færdig med billederne – eller de er færdige med dig?«
»Først må vente på, at de er tørre nok til at blive afhentet. Det er nok lige efter nytår. Det er næsten symbolsk. Vi vender et nyt blad. Så maler jeg alle væggene hvide, og så begynder jeg forfra. Jeg planlægger at arbejde med billeder på papir. Det er også lag på lag som med de store malerier. Men langt mere tyndt og transparent. Hvordan jeg arbejder? Hver morgen begynder jeg forfra. Ikke sådan at jeg som Leon Kossoff kan finde på at skrabe farven helt af lærredet. Men jeg kigger og kigger og kigger meget længe for at se, hvad jeg vil gøre for at komme videre.
Når jeg skriver et digt, skal jeg være klar som Ramlösa. Det er et spørgsmål om sproglig præcision.
Maleri er også et spørgsmål om præcision. Men selv om jeg har prøvet, kan jeg ikke kalkulere mig frem til, hvordan billedet skal udvikle sig. Det er hårdt arbejde på en anden måde. Knofedt. Der er ingen genveje. Kun omveje. At male som jeg gør det – eller som jeg oplever, jeg gør det – er som at være opdagelsesrejsende.
Jeg ved ikke, hvor billedet fører mig hen. En ting er helt sikker: Det er ikke mig, der forlader billedet.
Billedet forlader mig, når det er færdigt.«.