Næppe var jeg landet med flyet fra London den 27. oktober 2013, før en redaktionssekretær ringede og udbad sig en forklaring på, hvor i alverden jeg var. Hvorfor? Fordi Lou Reed var død, og nu skulle der skrives en nekrolog. Takket være en smuk redaktionel generøsitet fik jeg lov til at gøre det i stedet for rockanmelderen, fordi gode kolleger vidste, hvor meget Lou Reeds fortællinger betød for mig. Her er en løbende revideret version.
Det var stemmen, Lou Reeds stemme, jeg første gang lagde mærke til. Cool og henslængt. Tænk på den helt afdæmpede, første indspilning af Walk on the wild side. Jeg kan såmænd ikke huske, hvornår det var, men er det ikke sådan, det tror jeg, at man, når man som ganske ung begynder at lytte til populærmusik, hører lidt af det ene og lidt af det andet, og efterhånden er der nogle kunstnere, man ikke kan slippe.
Et af Lou Reeds signaturnumre fortæller om en lille pige, der pludselig en dejlig morgen finder en radiostation fra New York »and she couldn’t believe, what she heard. At all. Not at all«. Sådan var det også med de ord, stemmen, Lou Reeds stemme, reciterende, undertiden snøvlende, fremførte. For hvad var det dog, han sang om! Han sang om prostitution, oralsex og stofmisbrug og om storbyensomhed og den bedrageriske kærlighed. Det var noget andet end det meste andet. Det var noget andet end søde kærlighedssange og alt det, popmusik sædvanligvis handler om. Det er nu popmusikkens særlige kvalitet. Men her, her var en anden kvalitet. Lou Reeds tekster minder om den rigtige litteratur – og efterhånden viste det sig, at manden var mere end almindeligt litterært skolet. Lou Reed er elev af forfatteren Delmore Schwartz (1913-66), der også blev hans mentor og svor, at han ville hjemsøge Lou, hvis han ikke forvaltede sit talent ordentligt. Flere steder i værket er der henvisninger til ham og smukkest i nummeret My House på albummet The Blue Mask.
Vi havde også en svaghed for hans fanden-i-voldske sanglinjer som »wine in the morning/ breakfast at night/ I am beginning to see the light«. Det var ikke lige sådan, vi levede livet. Men det lød tillokkende. Mange år senere læste jeg tilfældigt, at Lou’s sidste ord – sagt til Laurie Andersson – var »take me into the light.«
Det er slående, når man tænker tilbage på den tid, hvor besværligt alting var før nettet. I dag vil man på få sekunder kunne finde komplette diskografier og andre nyttige oplysninger. Jeg husker det, som at vi skulle stykke fortællingen om Lou Reed sammen ved at snuse i pladeforretninger, lede på biblioteker og tale med andre. Penge havde vi ikke i et omfang, at plader blot var noget, man købte. Tror stadig jeg har et par gamle kassettebånd med Lou Reed liggende et sted. Hans tekster cirkulerede venligt via dem, der havde adgang til fotokopieringsmaskiner. Det gjorde de for øvrigt også – teksterne, cirkulerede, altså – blandt de politiske fanger i fængslerne i Prag, hvor de holdt modet oppe hos blandt andre Vaclav Havel. Har han engang fortalt i et interview.
Skønt Lou Reed skabte flere egentlige hit – mest kendt selvfølgelig Walk on The Wild Side men efterhånden også Perfect Day – appellerede hans sange og hans sceneoptræden i udpræget grad til en særlig type halv- eller helintellektuelle. Der var jo de litterære greb og referencer, der var storbytristessen og kynismen. Han indskrev sig i en lang tradition af depraverede lyrikere fra Charles Baudelaire til Delmore Schwartz, hvis grav Lou Reed anonymt betalte for, fortalte Laurie Anderson i et interview nogle år efter hans død.
Men for mange af os blev han også en del af en eksklusiv klub af tidens mørke stemmer som Leonard Cohen, Bob Dylan og broderen fra Velvet Underground-tiden, John Cale.
De sang om noget, syntes vi. Lou Reeds plader, som vi efterhånden kunne købe, når de udkom, for på udgivelsesdagen at høre dem sammen, blev som breve fra en ven, der var gennem det samme rod med skilsmisse og skuffet kærlighed. Og som nærede en form for kynisk medfølelse med verden og de mange skæbner, der ikke opnåede det glatte og gennemsnitlige liv, der måske nok kan synes kedeligt for nogle, men er trygt for andre.
Der er et Lou Reed-citat til enhver lejlighed, sagde vi dengang til hinanden. Og i dag er Lou Reed, hans tekster og hans måde at spille på, stadig et validt referencepunkt for nogle af os. Det er mennesker, jeg har lært at kende alene på grund af optagetheden af Lou Reed. Sådan set var vi nogle stykker, der gennem nogle år mødtes og arbejdede os gennem hele kataloget af numre fra de tidlige plader med Velvet Underground og gennem den uforudsigelige solokarriere. Vi kaldte det noget prætentiøst for Det Danske Lou Reed Selskab, og jeg blev genvalgt som præsident ved hvert møde. Men jeg havde så også flere stemmer end de andre tilsammen.
Jeg hørte om Lou Reeds død på den måde, en rigtig bladmand gør. Nyheden breakede, mens jeg søndag aften intetanende sad i et fly fra London, og da jeg står med kufferten i hånden i Kastrup, får jeg en chef i røret: »Lou Reed er død! Hvor i alverden er du?« Siden har jeg blandt andet tænkt på mange af de mennesker, der var med i Selskabet og i det hele taget:
Alle de venner og bekendte man kender, fordi man har Lou Reed til fælles. Hvad tænker de? Hvad lytter de til? Og svarene kommer dumpende gennem medierne. Hørte Klaus Lynggaard forklare kernen i Lou Reeds værk i morgenradioen. Læste på de sociale medier hvad den ene og den anden og den tredje og så videre havde af kommentarer, og syntes de vil dele af videoer med manden i sort.
Lou Reed er på mange måder rundet af avantgardemiljøet i New York i 1960erne. Det er i de år, tyngden i billedkunsten for alvor er flyttet fra Europa til den nye verden. Det er en tid, da genrerne og medierne blandes. Nye former for musik, dans, film og forskellige former for happenings, performances, pieces og hvad vi har. Undertiden langtrukkent og prætentiøst. Og så alligevel fascinerende.
Den amerikanske 1960er-scene repræsenterer et af de mest potente kunstneriske nybrud i det 20. århundrede.
Lou Reed kunne faktisk spille både melodiøst og imødekommende. Men gennem hele værket løber en stadig bekendelse til avantgarden og kompromisløsheden. Mest berygtet måske dobbeltpladen Metal Machine Music, som han efter sigende aldrig selv har hørt fra ende til anden. Selvfølgelig ikke. Den består af støj. Men den måde at tænke kunst på; altså ved at udforske grænserne, gøre det umulige, urimelige, futile, prætentiøse osv. osv. blev en uadskillelig del af Lou Reeds måde at arbejde på.
Så sent som i 2010 gav han en koncert i DR’s koncertsal, hvorfra de fleste (men ikke Karsten Weirup og jeg!) udvandrede. Lou var fuldstændig ligeglad.
Og de tilbageværende kunne måske glæde sig over, at nogle komponister stadig forholder sig til avantgarden. For at forny den. »At holde traditionen levende er at skabe ild af gløderne – ikke at tilbede asken,« som Gustav Mahler sagde.
Det gjorde Lou Reed, og han blev selv tradition. Inspirator for talrige grupper og solister. Lou Reed forblev sin egen. Kompromisløs til det sidste. Med breve fra en fjern onkel til alle os, der blev ved med at være fascineret af Lou Reeds sære fortællinger. Og så stemmen.
Læs også: Rasmus Weirup om Metal Machine Music: https://seismograf.org/artikel/stoejens-rum-stilhedens-musikalitet