Ved Strøget i København ligger en af Københavns ganske få, egentlige passager; en gennemgang med forretninger der forbinder to gader med hinanden. Jeg var glad, da jeg fik til opgave at skrive om Reinholdt W. Jorck (1832-1909); hans liv, hans arv og hans tid der var præget af en voldsom udviklingen af hovedstaden. Her er et redigeret uddrag af kapitlet om Café Bernini, der fik en plads i skandinavisk kulturhistorie.
Sit hovedkvarter etablerer Reinholdt W. Jorck i Københavns centrum. I 1880 erhverver han ejendommen på hjørnet af Badstuestræde (nr. 2) og Vimmelskaftet (nr. 47). Det var ikke en hvilken som helst bygning. Den store brand i 1795, der havde gjort det af med hen ved 1.000 huse og gårde samt byens rådhus og Nikolaj Kirke, havde heller ikke skånet Vimmelskaftet 47.
Storkøbmanden Frederik Tutein, der ligesom Jorck også havde handlet med sukker og kolonialvarer, opfører på matriklen en ny ejendom tegnet af arkitekten Johan Martin Qvist i nyklassicistisk stil med joniske pilastre. Efter det ved branden i 1795 igen havde vist sig, at ligesom i 1728 havde udrykningskøretøjerne vanskeligt at komme frem i de snævre gader, var det blevet besluttet, at husene skulle have skråt afskårne hjørner. Johan Martin Qvist gjorde det til sit speciale, at hjørnerne var runde.
Efter erhvervelsen ombygger Reinholdt W. Jorck huset. Han sænker blandt andet loftet i den meget høje kælderetage, så der bliver plads til en mezzanin. I mezzaninen åbner i 1881 den både berygtede og berømte Café Bernina. I Café Bernina kommer alle, der er noget, gerne vil være det eller blot være sammen med dem, der allerede er det. Her mødes det kulturelle borgerskab bestående af teaterfolk og forlagsredaktører, studenterpolitikere og journalister, levemænd og bohemer. Der er et begreb i tiden, der hedder Bernina-drengene, der gerne klæder sig lidt provokerende for at forarge det rigtige borgerskab. Her kommer også Bernina-piger, som udmærker sig ved at ryge store cigarer. I Bernina, hvis navn stadig kan findes i mosaikken i indgangen til Vimmelskaftet nr. 47, har den norske forfatter Knut Hamsun drukket sig i hegnet godt fulgt af landsmanden Edvard Munch der i 1904 i flere omgange var i slagsmål med en tredje landsmand, forfatteren Andreas Haukland.
Stedet er blandt andet kendt for en drik, der hed Djævlepunch, der skulle have bestået af 17 forskellige slags vin og spiritus. Ekstra Bladets chefredaktør på det tidspunkt, Frejlif Olsen, kommer en gang hjem efter en højstemt aften i Café Bernina og drikker indholdet af sit blækhus i den tro, det er djævlepunch.
Sundhedsstyrelsen var på det tidspunkt åbenbart ikke rigtigt kommet til orde med forslag til den maksimale ugentlige alkoholindtagelse, for, som det hedder i en beretning skrevet af forfatteren Aage Welblund:
Vi begyndte med dansk Snaps til de obligate tre eller fire Stykker Smørrebrød – fortsatte saa med norsk Lysholmer, med skotsk Whisky, engelsk Old Tom, hollandsk Curacao, fransk Cognac, italiensk Certosa. Vi smagte paa den raa Genever, paa den sødlige Anisette, den krydrede Maraschino, den vellystige Chartreuse, den klare Kirsch, der er som tidligt og fugtigt Foraar mellem grønne Høje. Men vi manglede russisk Vodka og savnede japansk Saki.
I disse lokaler i Reinholdt W. Jorcks første hus på Strøget er Strindberg kommet. Og Herman Bang der i romanen Stuk netop beskriver København i 1880erne. Samt blandt mange andre Gustav Wied, Amalie Skram, Sophus Claussen og Johannes Jørgensen – og så er der noget, der tyder på, at det kan have været i Café Bernina, Johannes V. Jensen sidder i digtet Ved frokosten, der begynder således:
Kafeen skal være velsignet!
Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl!
Jeg omfatter min Kellner med Sympati,
jeg sidder sval og barberet ved Bordet,
finder Stangen under det med Fødderne
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt