Gennem årene har jeg anmeldt flere af Krass Clements fornemme billedserier vist på udstillinger og samlet i bøger, og derfor var det en meget stor glæde, da Euroman bad mig tale med manden selv. Artiklen er lettere bearbejdet.
Krass Clement er en af de store skikkelser i dansk fotografi.
Siden debuten i slutningen af 1970erne har Krass Clement gennemsnitligt hvert andet eller tredje år udgivet en bog med billeder, der tematisk samler sig til en fortælling om et sted, en by, et landskab eller et miljø. Alene titlerne kan angive den grundtone, der ligger i hans værk. Nogle eksempler: »Det tavse land«, »Det lånte lys«, »Skygger af øjeblikke«, »Byen bag regnen«, »Hvor ingen talte«, »Novemberrejse« og »Ved døden«.
Krass Clement har været med sit kamera i Irland og på Cuba, i Moskva, Lissabon, Berlin, Paris og København, taget billeder af langfarter i tog, rejst gennem det europæiske motorvejssystem og med den sidste færge over Storebælt. Han har fotograferet sin mors afsked med livet, portrætteret den danske parcelhuskultur og fanget melankolien på Roskilde Festival.
Opvæksten var delt mellem Danmark og Frankrig. Nu er adressen i Virum. Vi mødes i landskabsmaleren Axel P. Jensens atelier. Det er efterhånden nogle år siden, Axel P. Jensen døde. Det var i begyndelsen af 1970erne, da Krass Clement gik på Den Danske Filmskole. Hans egen far levede stadigvæk på det tidspunkt.
Kay Christensen var også maler. Moderen, Anne Katharina Kay Christensen, var koncertpianist. Krass Clement er – med sine egne ord – vokset op med Beethovens sonater, som moderen spillede i hjemmet, og med Rembrandts malerier, som faderen viste ham på Louvre, så »vuggegaven er god nok. Så må man jo forsøge at leve op til den. Det var et specielt miljø. Kunstnerisk på den ene side, borgerligt på den anden. Men jeg synes selv, jeg lever i pagt med min baggrund.«
Ikke alle kunstnere lever op til klicheen om tilværelsen på det iskolde loftskammer.
Krass Clements forældre gjorde i hvert fald ikke. De havde lejligheder i både København og Paris og hus på Sydsjælland. Om vinteren var familien gerne i Frankrig og om sommeren i Danmark, og Krass Clement gik i både fransk og dansk skole. I en dansk skole blev han som barn bedt om at holde et lille foredrag for klassen om, hvordan det er at rejse med en flyvemaskine.
Omvendt var det en storby, han levede i i den anden halvdel af året, hvor skolevejen i Paris gik gennem Luxembourghaven i 6. arrondissement, og han mødte fransk kultur og levevis. Mødet med det fremmede er sammen med rejsen og med fraværet og døden, skyggerne og stilheden, regnen og natten fremtrædende temaer i Krass Clements værk, der er karakteriseret af en fin melankolsk tone.
Det var baggrunden i hjemmet, der blev bestemmende for Krass Clements valg af livsfylde. Hans far var nok maler men voldsomt optaget af fotografiet som kunstart.
»I Frankrig har der traditionelt været et helt andet syn på fotografiet end i Danmark. Her har vi typisk et mere kommercielt syn på det. I Frankrig ser man fotografiet som en kunstart. Jeg tog mine første billeder som 13-årig og var dybt fascineret af fotografiets magi. At man tog et billede og måtte vente på at se resultatet til efter den alkymistiske proces i mørkekammeret. Den uskyld mistede fotografiet i nogen grad ved digitaliseringen. Den har jeg selvfølgelig overgivet mig til. Der er ingen grund til at blive bagstræberisk.«
Alligevel var det Den Danske Filmskole, Krass Clement i 1967 søgte ind på. Forinden havde han levet nogle år som freelancefotograf i Paris, indtil han besluttede sig for at blive filminstruktør. Det blev også til et par kortfilm – »Linie 9«, »Udenfor« og »Persontog afgår« – der alle er fra sidste halvdel af 1960erne.
Men »film er kompromisets kunst. Med mindre man har en mentalitet som en hærfører, der kan tvinge sine egne ideer igennem. Mit temperament rakte ikke til den kollektive arbejdsproces, der er en af betingelserne for at producere film. Så jeg vendte tilbage til fotografiapparatet og en måde at arbejde på, hvor jeg ikke behøver gå på kompromis.«
Det gør han Krass Clement så heller ikke.
Der er flere retninger inden for fotografiet. Pressefotografiet for eksempel, modefotografi, portrætfotografi og så det, der undertiden kaldes kamerabaseret kunst, når det skal være lidt højtideligt.
Krass Clement anvender konsekvent betegnelsen fotograf om sig selv. Som flere andre, der opererer med kunst med kamera, arbejder også Krass Clement fortrinsvis i serier. Et sammenhængende forløb af billeder der så samles til en bog og efterfølgende vises på et museum eller i et galleri. I Danmark har Krass Clement udstillet separat på blandt andet Glyptoteket, Louisiana, Nivaagaards Malerisamling og Kunstindustrimuseet, der siden er blevet omdøbt til Designmuseum Danmark.
Evigt ejes kun det tabte – og det er en gennemgående tematik i mange af Krass Clements billedserier. Han tager ofte fotografier af noget, der er ved at forsvinde eller allerede er forsvundet som for eksempel det Paris, der eksisterede i Krass Clements barndom, eller SAGA-karreen på Vesterbro. Eller de internationale togs spisevogne i gamle dage, dengang de – med Krass Clements formulering – var rullende stuer møbleret med borde med hvide duge. Uden for ændrede landskabet sig – og i spisevognen kunne man iagttage andre rejsende og forestille sig deres historier.
Det er en teknik, Krass Clement ofte har brugt i sit værk.
En af hans måske mest berømte bøger er »DRUM«, der foregår på en pub i Irland. En vigtig fortælling i bogen, der også er blevet udgivet i en serie i USA om klassikere i fotografiets historie, handler om en gammel, furet mand, der sidder afsondret fra pubbens egne gæster. Han udgør en enklave i en enklave. En mand der er en ø i et hav uden forbindelse til andre øer. En mand i en pub med gæster, der er protestanter, i en område, hvor hovedparten er katolikker. Det virker helt utroligt, at Krass Clement på en pub i et fremmed land kunne få mulighed for at rejse et så massivt og sorgfuldt monument over begrebet ensom blandt mennesker.
Den nu afdøde fotograf, Viggo Rivad, var en af de andre, der formåede. Da han i midten af 1970erne modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, stillede han sit levebrød, sin taxa, i garagen og flyttede ind på Kofods Skole. Ikke på grund af indtægtsnedgangen men for at fotografere de mennesker, der boede på institutionen, og det mente Viggo Rivad kun, man kunne gøre ved at »at blive accepteret af de mennesker, man fotograferer, at dele deres hverdag, at følge deres liv.«
Det gik noget nemmere for Krass Clement:
»Jeg var inviteret til et sted i Irland, der hedder The Tyrone Guthrie Center; en slags kunstnerrefugium. Jeg trivedes ærlig talt ikke. Så kom jeg forbi en kombineret købmandsforretning og beværtning. Der stod en stol med en pude, og da jeg faldt i snak med værten, spurgte jeg, om det var hans mors stol. Det var det. Hun var lige død. Det samme var min mor, og på den baggrund opstod en forbindelse mellem os, som betød, at når værten accepterede mig, accepterede de andre gæster mig også, og så var det i orden, at jeg tog billeder af dem.
Optagetheden af det svundne eller svindende kunne måske foranledige en og anden til at tro, at Krass Clement var en nostalgisk hjemstavnsfotograf, der godt nok færdes ubesværet i adskillige lande – men det ligger meget langt fra billedet af hans fotografiske produktion.
Om noget er holdningen til motiverne usentimental. Men melankolien kan Krass Clement ikke løbe fra. Vil heller ikke. Den er et gennemgående tone i værket, og modsat en anden stor, dansk kosmopolit, lyrikeren Henrik Nordbrandt, holder Krass Clement meget af november.
Hos Henrik Nordbrandt hedder det således opgivende: Året har 16 måneder: November/ december, januar, februar, marts, april/ maj, juni, juli, august, september/ oktober, november, november, november, november.
Omvendt med Krass Clement: Ham ville det ikke, fortæller han, genere det fjerneste, hvis der var to november på et kalenderår. Et stort tema i hans værk er årstidernes og vejrligets skiften, og han synes, at novembervejret, novembermelankolien, passer så godt til de yderområder, han ynder at skildre.
»Det hænger sammen, synes jeg. Melankolien og det smukke i det provinsielle. Det hænger sikkert sammen med barndommen. Undertiden var jeg i pleje hos nogle mennesker, der boede i den danske provins. Jeg var altså væk fra mine forældre, og det var jeg ikke glad for. Tiden gik langsomt, men der er også et indhold i, at noget går langsomt, og der er en poetisk dybde i det melankolske. Det er den tristesse, jeg prøver at fastholde i mine billeder.
Fotografiet er måske som medie umiddelbart flygtigt, men det har altså også denne mærkværdige langsomhed. Mine billeder er ikke sandhedsvidner. Sådan kan man ikke se dem. Mange forstod ikke billedserien om Roskilde Festival, for om noget handler den da om musik og fest og glæde. Men jeg skal ikke skildre for eksempel Roskilde Festival fra flere synsvinkler. Jeg er i tjeneste hos mig selv. Og jeg blev optaget af en anden side af festivalkulturen. Den rummer jo også nederlag og skuffelser.
Jeg arbejder ikke dokumentaristisk. Fotografierne er snarere litteratur, der skal læses. De handler om min opfattelse af virkeligheden. Så det er altså eksistentiel alvor. Det er noget, fotografiet kan, fordi det netop ikke er flygtigt.«
Men alle tager jo billeder. Hvad betyder det for opfattelsen af fotografiet?
»Det er rigtigt. Alle kan tage et godt billede. Det er derfor, det handler om noget helt andet. Det handler om at tage mange gode billeder, der føjer sig sammen til en længere fortælling. Det kræver mere end held – eller dygtighed for den sags skyld. Det hænger igen sammen med oplevelsen af fotografiet som litteratur. Fotografier er tegn, man aflæser. Fotografi er som nævnt mange ting og mange traditioner, men i hvert fald i det, jeg arbejder med, drejer det sig om at løfte sig over det realistiske og nå et andet udsagn om virkeligheden, som jeg ser den.«
Er Carl Th. Dreyer blandt de filminstruktører, du er optaget af. Var han en af dem, der fik dig til at søge ind på instruktørlinjen på Filmskolen?
»Dreyer turde jo stilisere i sine film som for eksempel »Ordet« og »Vredens dag«, så ja. Derudover var jeg selvfølgelig optaget af den nye franske bølge i fransk film i 1960erne og den italienske neorealisme. Jeg var ikke mindst fascineret af den måde, de brugte pausen på som et greb i deres film. Det gør jeg også selv.«
Hvordan arbejder du? Tager billeder, samler dem til et bog, videre til næste projekt?
»Jeg arbejder som alle andre kunstnere, forstiller jeg mig. Holder pauser ind i mellem og får ideerne, der så modnes. Det er jo sammenhængende fortællinger, jeg arbejder med, og jeg er i den forbindelse særligt optaget af at arbejde med bogen som medie. Det er den, der bedst giver den samlende forståelse af en fortælling.
Det er i disse mellemspil, jeg driver om. Men ikke med hovedet under armen. Om jeg altid har et kamera på mig? Ikke altid. Længere. Men ellers. Som digteren har en blok på sig.
Jeg ved ikke på forhånd, ikke 100 procent i hvert fald, hvordan en ny serie skal blive. Jeg går rundt og kigger, eller sad i gamle dage i en spisevogn på vej gennem Europa og så på andre mennesker, og så samler det sig efterhånden til en idé. Ved »DRUM« var det netop et tilfælde. Værtens mors stol, som jeg fortalte om, og så manden der var uden for de andres fællesskab. Accepteret. Men ingen talte med ham. Det samlede hele stedets karakter. Der var en håbløs belysning, og jeg havde kun et lille Leica med en film i, og så havde jeg én ekstra i lommen, så jeg måtte virkelig økonomisere, så intet billede i serien er tilfældigt. Jeg vidste allerede, mens jeg tog billederne, at der var noget her, at der var en vigtig fortælling.«
SAGA på Vesterbrogade i København er en legende i dansk underholdningshistorie.
Biografen åbnede nytårsaften 1941 med filmen »Frk. Kirkemus«, der havde Marguerite Viby og Poul Reumert i hovedrollerne.
Ved sin åbning havde biografen Nordens største filmlærred. Siden blev biografen delt op i mindre lokaler og overlevede en tid ved at vise pornofilm. I en periode tjente den store sal også som koncertsted, men i 1997 var det slut, og biografen lukkede. For mange iagttagere blev den efterfølgende nedrivning af SAGA Bio til fordel for et hotel et symbol på gentrificeringen af Vesterbro. Med »SAGA Blok« skabte Krass Clement endnu en bog om en tid og et miljø, der er ved at forsvinde.
»Jeg har været fascineret af kvarteret, siden jeg var ung. Min far havde atelier på Vigerslev Allé, og jeg passerede Vesterbro på vejen.
Jeg har altid elsket det grå, tunge København. Det grå Hverdagskøbenhavn bevæger mig virkelig. Det har en tone – ligesom i Folmer Bendtsens billeder – der virkelig taler til mig.
Det svundne Vesterbro var selvfølgelig ikke idyl. Det var et barsk miljø. Prostitutionsmiljøet kan forekomme malerisk, men det er også morbidt, og jeg vil ikke være en fotograf, der tager morbide billeder. Det er der, synes jeg, en tendens til, at mange fotografer dyrker, men det ligger ikke for mig. Jeg tager gerne billeder af barske miljøer, men det er hverken den rå realisme eller – som nævnt – morbiditeten, jeg søger. Det er de grå, melankolske stemninger.
Jeg vil ikke være slumromantiker, og jeg er slet ikke sentimental. Men jeg synes, der kan være en skønhed i slidte miljøer. Mennesket er udsat. Det vil jeg gerne vise. Om noget er det menneskelige forhold, jeg gerne vil skildre med mine billeder. Og så er det selvfølgelig også mig selv, jeg fortæller om i mine billeder…«
