I flere omgange har min bror, fotografen Karsten Weirup, og jeg arbejdet sammen med forlaget edition luga om bogudgivelser. En af dem er om Ole Falkentorp (1886-1948); arkitekten bag så markante arkitektoniske bygningsværker i København som Hotel Astoria og kontorbygningen Ved Vesterport. Nedenstående er et uddrag fra slutningen af bogen med noget så usædvanligt som en madopskrift, Falkentorp delte med omverdenen et års tid før sin død:
Ole Falkentorp var en stor fornyer af dansk arkitektur, men han var det sammen med et større antal meget talentfulde arkitekter som for eksempel Povl Baumann og Carl Petersen. Der er ingen tvivl om, at de både har været kolleger og konkurrenter og må have opfattet sig som nogle Fandens karle, der var ved at skabe et æstetisk og funktionelt bedre, mere moderne Danmark. Og så var Falkentorp livsnyder. Han var jæger og satte pris på de jordiske glæder, som det fremgår af nogle madopskrifter, han den 20. september 1947 deler med Berlingske Tidendes læsere. Det er for eksempel grilleret lammehoved, hvor man i Falkentorps version lægger kold kaviar på den hede hjerne, inden man spiser den. Eller det er kallunsuppe – altså indmad, lammemaver – og så er han glad for snepper:
»Medens Snepperne trækker, spiser de ikke. Det er, naar snepperne under Trækket, slaar sig ned i Skovbrynet for at hvile, at Jægeren faar sin Chance.
Sneppen er en fed fugl, der en Tid lang kan tære på sit eget Fedt. Sneppen plukkes omhyggeligt og tømmes. Hjerte, Lever, Kraase og Tarme – men ikke Maven – gemmes.
Der er en speciel Smag ved Steppens fuldkommen tømte Tarme og Tarmsaft, der ikke bør undværes i Tilberedelsen. Naar Sneppen er tømt og renset, strøs der lidt Salt og Peber inden i den og Fuglens lange Næb stikkes ind i Laaret. Hovedet må absolut ikke afskæres. Steppen har en stor Hjerne, der pilles ud og spises.
Snepperne steges 2-3 ad Gangen i Gryde. En del Fedt af de fede Fugle smelter ud i Smørret og Skyen, og her kommer vi til en Ejendommelighed ved Sneppe-Tilberedelsen. Sneppen har bl.a. et ret tykt Fedtlag på Ryggen, og dette Fedtlag har en ubehagelig Smag, hvorfor man nødes til at bortkaste den Blanding af Smør, Fedt og Sky, der har dannet sig i Bunden af Gryden under Bruningen. Ny Bruning maa ofres. Snepperne lægges atter ned i Gryden, tilsættes Fløde, Salt og Peber. Fløden lader man efterhaanden koge ind. Dog maa Fuglene under ingen Omstændigheder ligge tørre. Der tilsættes Fløde og Syltetøj, enten Ribs- eller Solbær-Gelé. Fuglene staar og snurrer, til de er møre, d.v.s. til der ikke ved Prøvestik pibler Blod frem.
Saucen maa endelig ikke opbages. Lidt Kulør kan man give dem, hvis man synes det. Behandlet paa den Maade bliver Snepperne det, de skal være.«
Og et sidste gastronomisk råd fra Falkentorp:
»Om Kartofter vil jeg gerne have lov til at bemærke, at man i Reglen her til Lands faar Kartoflerne forkert serveret. De skal dampes, inden de kommer ind paa Bordet, saa de ligner smaa lysegule Kanariefugle.«
