Seneste bogudgivelse – »Flammede mursten – en fortælling om Ivar Bentsen« (Forlaget edition luga) – er historien om arkitekten bag markante bygningsværker som for eksempel et boligkvarter i Holbæk, der er et fremragende eksempel på Bedre Byggeskik, Bakkehusene på Bellahøj (sammen med Thorkild Henningsen), Niels Steensens Hospital i Gentofte (i dag Steno Diabetes Center) og nogle af ejendommene i Blidah Park i Hellerup. Ivar Bentsen blev født i 1876 og døde i 1943. Nedenstående er et kort uddrag af omtalen af Bakkehusene:
Bakkehusene er et meget smukt og enkelt, ensartet byggeri båret af en vis, engelsk inspiration samt arkitekternes optagethed af den tyske arkitekt Heinrich Tessenows haveby i Hellerau nord for Dresden 18), og samtidig præget af traditionel byggeskik, som vi kender det tilbage fra Nyboder med høje tegltage og en fast rytme i vinduer med grønne rammer og døre indrammet af et lille murstensfremspring.
Men om noget er Bakkehusene i modsætning til historicismens og nyklassicismens boligbyggerier frigjort fra tidligere stilarter og opført på en så funktionel måde bestemt ud fra konstruktionen, at de så at sige foregriber den egentlige funktionalisme, der kommer til Danmark i slutningen af 1920rne.
Den internationale modernisme bliver – som så meget andet Danmark har importeret – blødgjort af danske arkitekter, så udtrykket underordner sig vores landskab, byggetradition og – hvis det ikke er for højtravende – vores sind og sædvaner. Bakkehusene griber inspiratorisk dybt tilbage i en egentlig dansk tradition for det beskedne hverdagsbyggeri, der underordner sig omgivelserne. Det er ukunstlet, menneskevenligt, praktisk.
Ser man Bakkehusene i dag, fremstår de meget velholdte og ser nogenlunde ud, som da byggeriet var avantgarde. Bakkehusene, deres haver og hegnsmure blev fredet i 1988.
Bakkehusene er epokegørende i dansk boligarkitektur. Bebyggelsen har med sine to-tre værelser i stueplan og et tilsvarende antal på loftsetagen siden dannet forbillede for talrige andre, tilsvarende bebyggelser over hele landet. Med rækkehuset flytter provinsen ind i villakvarteret, for Ivar Bentsens og Thorkild Henningsens mesterværk er også inspireret af købstadens sammenvoksede husrækker, der kan give et gadeforløb et harmonisk udtryk. Således også med Bakkehusene, der er udstyrede med dybe baghaver og mindre forhaver, der sammen med de sammenvoksede murstensflader med Ivar Bentsens signatur – de karakteristiske flammende mursten – fremmer det ensartede udtryk.
Rækkehuse er en slags organiseret individualisme. Udefra ser de ens ud, men husene og haverne er forskelligt indrettede. Ligesom etageejendomme gav sammenbygningen og den rationelle byggeproces en attraktiv anlægsøkonomi og det nævnte, rolige og harmoniske fællespræg, men samtidig er haverne individuelle. Man kan ikke gå rundt om sit hus, som angiveligt er mange husejeres ultimative drøm. Men man kan da gå ud i sin have, og man kan se på sit hjem.